Vi ved det jo godt! For at sige det ligeud: Vi handler i ond tro. Vi sover for lidt, selv om al forskning viser, hvor stor skade det gør på os som individer såvel som samfundet som helhed. Vi kører derudaf i højt tempo, i højeste gear, i en evig jagt efter nye mål, rekorder og resultater, selv om venner, bekendte og folk, vi læser om, falder som fluer af stress, bliver nedslidte og syge.
Hvorfor? Hvor længe kan vi holde til det?
Det ved jeg ikke, men jeg ved, at et temposkift er påkrævet. Alligevel bider jeg selv tænderne sammen og fortsætter – skal bare lige over den næste opgave, bakke, hurdle, deadline … Ja, jeg storelsker alt, hvad jeg rører ved og arbejder med; ja, jeg tænker på det dér arbejde, drømmer om det dér arbejde og vil noget med det dér arbejde, fordi det handler om noget, der er større. … Men jeg mærker også trætheden stærkere nu end for 10 år siden, og jeg ved det ikke kan blive ved.
Og hvad gør jeg så?
For det er nemt nok at plante et frø, men langt sværere at høste frugten; og det er nemt nok at starte en revolution, men langt sværere at forvandle kulturen og adfærden. På samme måde ligger løsningen i de mange små skridt, der hver især bidrager til nye vaner. Vejen kan være lang, men ét skridt ad gangen arbejder jeg på at give mig selv lov til at holde pauser.
Pausens magi – nysynet. En pause er en chance for et nysyn, den giver os chancen for at starte igen. På en frisk, på noget andet eller videre med det samme, men med ny energi. Pauser kan bruges til mange forskellige ting, men én ting er sikkert: Efter en pause er vi ikke længere det samme sted eller i de samme tanker.
Selv har jeg en hverdag med mange skift i løbet af dagen, forskellige arbejdsopgaver under samme tag eller geografisk. På den ene side giver det mig et hav af skift – afbræk og ’pauser’ fra de ting, jeg er beskæftiget af; på den anden side kommer jeg netop af den grund ofte til at springe pausen over.
Dét er derfor min øvebane: Jeg øver mig i at fylde endog små pauser ind i min hverdag – i bilen mellem to stop fylder jeg f.eks. rummet med ingenting i stedet for straks at ringe til alle dem, der venter, eller straks at finde en podcast. Bare én gang om dagen går jeg fra mit skrivebord og rundt om bygningen eller bare et par etager op eller ned, før jeg fortsætter.
Pauser kan være alt muligt – det vigtigste er, at vi hver især holder dem. Det er de mange små skridt der gør forskellen mod en hverdag med flere pauser. Læg selv ruten, vælg passende stop og nyd turen.
Vend møderne på hovedet
Den franske antropolog Marc Augé beskriver ikke-steder, som steder vi ikke normalt lægger mærke til, ikke tillægger nogen vægt eller betydning, og som ikke har identitet eller historie. Fysiske ikke-steder kan f.eks. være rastepladser, lufthavne og motorveje. Ligesom det er synd ikke at anerkende sådanne steders betydning og værdi for os, i den henseende at netop disse steder tjener som pausegivende, forandrende, forvandlende og på andre måder sammenhængsskabende, er pauser ikke blot et nødvendigt onde, men værdiskabende – en gave til os.
Vi skal vende møderne på hovedet. Når vi designer og afholder vores møder, må pauserne ikke blot være det, som bliver tilovers i programlægningen, som ikke-delen af mødet. Tværtimod skal vi tænke på pauserne som både individuelt og kollektivt vigtige – de udgør netop det rum, den fase eller den trigger, der får mødet til at kaste et resultat af sig.
Vi har rent fysiske behov for at få frisk luft ind i lokalet, frisk røg ind i lungerne, at ordne toiletbesøg og tjekke, at mailbakken ikke er tilstoppet, eller verden er ophørt med at eksistere … Og pauserne er det rum vi ventilerer, dér hvor refleksioner udveksles, hvor nye ideer og krydsinspirationer finder sted. Vi taler derfor også om pauserne som vigtige for den sociale lim. Det betyder, at pauser ikke blot handler om 20 minutters drikken kaffe og stå i kø foran toilettet, mens mobilen holdes i den frie hånd.
Pausen kan tage andre former
Vores møder – ikke-pausen om I vil – skal undervejs give tid til at deltagerne inddrages, selv læner sig frem og møder hinanden. Det handler ikke mindst om i mødet at arbejde med temposkift, fordi temposkiftet kan ofte i sig selv skabe en refleksion, en modning, mutation eller innovation. Jo mere deltagerne inddrages i mødet, desto mindre indebrændt vil de være, når så selve pausen begynder. Dér skaber vi et rum for at gå videre ud i verden sammen og fortsætte, frit, i eget tempo og så videre – men med lyst til at vende tilbage til mødet – frisk, fornyet og med et nysyn på mødets temaer.
Når vores møder bliver afvekslende, temposkiftende og levende, er behovet for pauserne et andet: Deltagerne skal stadig have tid til holde pauser, men også til at møde og tale med hinanden – men det er ikke længere et spørgsmål om overlevelse for at komme igennem dagen. Gå med på rejsen, og lad os give pauserne den vægt og fylde, de er værd. Det har vi rigtig godt af.
