Gode værter tager tøjlerne FØR mødet!
Crash course i oplevelsesdesign for mødedesignere
Derfor er oplevelsesdesign alfa og omega for mødedeltagerne
Jeg har netop været på et seminar, hvor facilitatoren indskærpede, at deltagerne skulle ”have fun”. Hun skrev det endda ned på en flipover ”H-A-V-E F-U-N!”. Og så er den ged jo barberet, eller hvad?
Forkert! Man kan ikke bede mennesker være innovative, kreative, sjove eller hvad ved jeg. Man skal designe rammer, der inviterer til, at de er det. Det overser mange, og derfor er 9 ud af 10 ’innovationsmøder’ ikke udgiften værd.
Interaktionsdesign er læren om, hvordan man med vilje designer for, at mennesker interagerer med hinanden og systemer på specifikke måder. Det er kritisk, at mødedesignere forstår sig på det felt, så de kan hjælpe deres kunder med at styre, hvordan deltagerne interagerer med hinanden. Ikke kun mens de sidder på deres bagdel med øjnene fæstet til PowerPoint nummer 80, men hele vejen fra de står i kø ved navneskiltene til de går hjem efter annoncering af næste års konference, som finder sted i en historisk, kulturel og charmerende hovedstad i (Læs ”Gode værter tager tøjlerne” )
Invitation og nudging styrer adfærd bedre end instrukser
Forudsætningen for at kunne levere et værdifuldt interaktionsdesign til et møde er, at værten er i stand til at artikulere, hvad formålet er. Det er første udfordring!
Tit er det et mål for et møde at ’få sat ansigt på kolleger fra andre afdelinger’ eller ’vidensdele på tværs af afdelingerne’. Lige så ofte – og nu bevæger jeg mig ud på forskningsmæssig gyngende grund, for jeg taler kun på baggrund af egne erfaringer – taber dette ønske, når vi så begynder at tale om, hvilke designgreb man kan sætte i værk for at invitere folk til at tale sammen. Hvilke barrierer vi kan fjerne. Hvis det lyder som ’nudging’, så er det fordi, det er det.
Hvis formålet med et møde er, at folk skal tale med nogle nye kolleger, og ikke bare dem, de altid taler med, så er det en falliterklæring at lade deltagerne selv finde plads ved bordene, indlede med: ”Nu kunne det jo være godt, om I fik talt med nogle andre, end dem I plejer at tale med’, inden man bombarderer dem med en masse indlæg, hvorefter man slipper dem løs på et kaffebord.
Hvad med lige at give en hjælpende hånd?
Mennesker er trygheds- og vanedyr, og på vores arbejde er de fleste af os altså også småbange for alt, der udfordrer vores autoritet og faglighed. Herunder fremmede fra andre afdelinger.
Som designer ville jeg, for at gøre det trygt for deltagerne at bryde isen, kigge på designgreb, der kunne gøre stemningen på ovenstående møde mere legende*. Der er mange facetter af at designe ’legende’ (på engelsk playful) oplevelser. Lad os se nærmere på et par oplevelser fra den virkelige verden.
*På dansk lyder ’legende’ måske lidt barnligt, men i en forskningssammenhæng er det tæt koblet op med ord som innovation og kreativitet. Faktisk så tæt at ’legende’ i mange sammenhænge betragtes som en forudsætning for innovation og nye løsninger.
1. Få deltagerne til at vise omsorg for hinanden
På Smart Products 2015 i København deltog jeg i en værdifuld speed-dating. På to minutter skulle jeg finde ud af nok om min sidemand til at henvise ham til en person på konferencen, som ville være værdifuld for hans netværk … og omvendt.
Denne simple øvelse inviterede mig til at hjælpe andre deltagere og nyde godt af deres omsorg. Det er en stærk oplevelse, som avler tillid, og derfor har ’omsorg’ (på engelsk ’nurture’) historisk været et vigtigt element for spildesignere og andre, der beskæftiger sig med ’playful experiences’.
2. Fællesskab baner vejen for leg, nysgerrighed og kreativitet
En spektakulær (og gerne hack-able) beklædingsgenstand giver ramme for et fællesskab mellem konferencedeltagere. Jeg oplevede det på Cumulus2013 i Kalmar, hvor byen var fyldt med mennesker med lækre neonpink konferencestrømpebukser.
Der er helt klassisk, at man uniformerer mennesker for at skabe følelsen af fællesskab. I dette tilfælde var materialevalget dog ekstra snedigt: Ingen er skræmmende iført pink ben, og dermed er barrieren for at tale sammen sænket. Jeg fandt det endda sjovt at give anerkendende nik til fremmede, der havde lavet for eksempel slips, turbaner og håndledsvarmere ud af strømperne.
3. En klassisk cocktail af frygt og humor!
Usikkerhed afløst af ’comic relief’ er uvurderligt, når det kommer til at få mennesker til at løsne op og skabe en legende atmosfære. Man bruger for eksempel grebet i teateret, i det moderne eksperimenterende køkken, og når man designer spøgelsestog. For vi mennesker kan godt lide følelsen af at have overvundet noget, der er en (lille smule) farligt og udfordrende. Puha … det løsner ligesom stemningen, når vi ånder lettet op og kan grine sammen.
Helt mesterligt har jeg på TEI2014 i München set designgreb der sigtede på at fostre disse oplevelser hos deltagerne. Op til frokosten spillede værterne benhårdt de lokale skikke ud mod en måbende skare af internationale deltagere. De såede tvivl om de sociale spilleregler og skabte i hver eneste lille deltagerhjerte frygt for at tabe ansigt. Ved at bruge to elementer ’frygt’ og ’humor’ opnåede de ganske præcist det, at vi fremmede søgte sammen for at rådføre os med andre ikke-lokale, at vi grinede sammen i vores usikkerhed over instruktionsvideoen til maden, og at vi spillede med, da det gik op for os, at det var helt acceptabelt at ’løsne slipset en smule’ og suuuuuge indholdet ud af Weisswurst pølseskindet, eller skrælle den som en banan ligesom de lokale.
Min pointe med ovenstående eksempler er at vise, at en mødedesigner med blik for intertaktionsdesign kan få ret meget mere ud af for eksempel en deltagerpræsentation, af konferencemerchandise og af frokosten, end det, der umiddelbart ligger i ordene.
I artiklen “Hvorfor Playful Participation i møder?” Kan du læse mere om hvad det betyder for mødedeltagernes læring og engagement, når mødedesignerne har fokus på at skabe en legende atmosfære.
Overlad aldrig efter-oplevelsen til tilfældighederne!
Hvad sker der med oplevelsen, når konferencen lukker og slukker? Det er faktisk her kampen afgøres, og nærmest ingen mødeplanlæggere prøver at påvirke udfaldet til egen fordel.
I den næste indlæg i serien, kan du læse mere om, hvordan selv et fint bryllup med uønsket grillbars-stemning kan tage stikket hjem, fordi efter-oplevelsen trumfer den primære oplevelse.
Det er nogle supergode pointer, du trækker frem, Mie. Skægt, som mange mødeplanlæggere mener, det er nok at sige, at noget skal ske, og så sker det automatisk (apropos “Have fun”)! Der kommer snart et blogindlæg her på VilvordeTalks om, hvordan man ændrer tankegang fra, at bare mødelokalet er kreativt, så sker der kreative ting i det.
At ‘legende’ opfattes barnligt frem for modent og modigt siger mere om os end om begrebet … desværre. Jeg er SÅ meget for at vi bryder fri – os selv og hinanden – af de forsigtige, forvænte og fortrykte rammer som langt de fleste møder og konferencer byder på. At det godt må være sjov, nej at det bliver bedre at være sjov, passer godt med min tilgang og tro på hvad der skal til, men det er ikke en og samme formel hos alle, og det må I HVERT FALD ALDRIG (som i ALDRIG NOGENSINDE) komme til at stå i vejen for det som rent faktisk skal ud af det i den anden ende.
Nuff said. Mie, jeg er fortsat fan.