Meetafy.dk
Ledelse & personlig ledelse

Hvordan lykkes vi med plan B, C og D – uden yderligere stress?

Hvordan lykkes vi med plan B, C og D – uden yderligere stress?

STRESS: Coronakrisen har vendt op og ned på vores planer og vores liv. Få 3 gode råd til, hvordan du håndterer stress post corona. Lær også lidt om psykologien bag.

Efter en længere tid med mange forstyrrelser og stress i arbejds- og privatlivet for langt de fleste danskere, er Coronakrisen nu efterhånden ved at slippe sit tag i vores personlige planlægning. Kalendergymnastikken kan begynde at finde vej tilbage til et mere eller mindre ‘normalt’ arbejdsliv.

For mange betyder det, at der arbejdes hjemmefra, og at der er blevet flyttet rundt på arbejdstider. Der skal arbejdes i skiftehold på kontoret for at mindske samværet med de mange. For andre betyder omlægningerne netop ekstra arbejde. De skal lægge planerne – og lave dem om igen! Frustrationerne er til at tage og føle på for mange. Vi føler os stresset post corona.

Men hvad skyldes frustrationer og stress?

Psykologien fortæller os, at vi som mennesker er store fans af at køre på rutinen, planlægge forud og operere med kendte faktorer som en stor del af vores daglige gøremål. Det er bl.a. derfor, at alle supermarkeder er indrettede ens. Det er derfor vi ofte planlægger sommerferien allerede i vindermånederne. Når vi kender det, der kommer, kan vores nervesystem hvile og mindske stress. Vi kan med andre ord bruge energien på alt muligt andet end at stresse os selv.

Derfor er det egentlig og så relativt uvæsentligt, om vi har fået mere eller mindre travlt under eller efter Coronakrisen. Det er sandsynligvis ændringerne i sig selv – og den manglende mulighed for at planlægge forud – der stresser os. Der stresser formentlig dig som leder, dit team og folk omkring dig.

Når planerne ikke holder, får vi stress

Derfor kommer vi på overarbejde – og stresser os selv

Den gradvise tilbagevenden til normalen involverer mange mennesker. Der er en relativt stor andel af ”tænken om igen”, fordi planer, som var blevet lagt, viser sig ikke at holde alligevel. Plan A må derfor slippes og hurtigt erstattes af plan B, C eller D. Og det kan vores stenalderhjerne ikke lide!

Vores evne til konsekvenstænkning, som til dagligt hjælper os med at bygge realisme ind i vores planlægning, så vi ikke overbelaster os selv og hinanden, kommer pludselig på overarbejde. Vores tanker om betydningen af diverse aflysninger, og hvordan de nu kommer til at gribe ind i den videre omlægning af planerne, tager energi og puster til fornemmelsen af at være bagud – eller bagud på point!

Følelsen af ikke at performe optimalt

I arbejdslivet kan det komme til at betyde, at vi vender tilbage til jobbet med et ønske om at nå ekstra meget. Følelsen af ikke helt at performe, som vi plejer, kan give bekymringer og stress, som ikke hjælper os til at blive mere produktive, tværtimod! Husk derfor, at når du er på arbejde og har kolleger omkring dig, at I alle er i samme båd, og at du kan spørge andre om hjælp.

En anden vigtig detalje, som jeg må minde mange om er, at der altså ikke er noget i vejen med din performance, hvis ikke du får nogen klager. Vi skal huske, at det er let at komme til at sætte barren for højt for os selv. Vi har tendens til at over-performe i vores forhippelse på at indhente det fortabte. Men husk, at hele verden har været i lock-down. Vi vender tilbage i forskellige tempi, så forventningen om at ”yde som før” ligger inde i dig selv – ikke nødvendigvis i omverdenen.

De fleste er dog glade for at vende tilbage til arbejdslivet igen. For mange er det en god følelse at samarbejde med kollegerne igen – og ikke mindst skabe resultater.

Stress og frustrationer! Og hvad sker der så?

Jo, så rammer FERIEN lige om lidt! Ikke så snart har vi fået smøget ærmerne op og lagt os i selen, før vi så skal holde fri igen! Og selv i denne ferie, som ellers skulle have givet os muligheden for at lade batterierne op igen, støder vi på den virkelighed, at plan A for manges vedkommende er aflyst, og at der nu skal tænkes nyt! Det skaber også stress og frustrationer.

Vi kan ikke få lov til at rejse. Der skal tænkes om og afbestilles. Det at have planlagt på forhånd lønner sig altså ikke nødvendigvis. Pludselig skal familiens forskelligartede behov indtænkes i en ny, fælles løsning – hurtigt – ligesom vi lige har været igennem arbejdsmæssigt. Selv i fritiden sniger forandringspresset sig altså ind på os.

Hvordan lykkedes vi med plan B, C og D - uden stress

Hvordan lykkes vi med ikke at stresse?

Hvordan lykkes vi så med at planlægge ferien præget af, at vi måske er nået til plan B, C eller D UDEN at stresse yderligere?

Her kan vi have gavn af at tilgodese vores stenaldermenneskes basale behov. Hvis nervesystemet skal i ro og familielivet nurses, kan psykologien byde ind med følgende tre grundsten, som du skal forsøge at bygge ind i din ferie – og i øvrigt også i dit arbejdsliv:

  • FRIT UDSYN Søg op i højden mod udsigten eller mod åbne vidder (f.eks hvor du/I kan kigge ud over marker) for at tilgodese det limbiske systems behov for at kunne overskue omgivelserne og sikre sig, at der ikke er fare på færde. Det vil mindske stress helt naturligt.
  • VANDET Vær enten på vandet i en båd, hvor I ikke kan lave andet end at være til, og hvor I kan kigge langt omkring jer med fysisk overblik. Vand tilgodeser ungernes (og nogle voksnes) glæde for at kunne bade. Nyd det kolde, danske badegys, som fornyr processerne i kroppens cellefornyelse og får tankerne over på noget andet!
  • ILD er det sidste element, der med fordel kan bygges ind i en stressforebyggende ferie. At kigge ind i flammerne på et bål taler til urmennesket i os. En enkel opskrift på snobrød er den direkte genvej til glade, mætte børn. Det giver afstressede forældrene.

Husk det er vigtigt at du netop holder en stressfri ferie, for igen at kunne være den gode leder, medarbejder eller kollega.

Marika Tingleff

Marika Tingleff er selvstændig organisationspsykolog og uddannet stresscoach.

Marika Tingleff understøtter ledere, teams og afdelinger i at løse deres udfordringer og implementere strategiske mål i det daglige arbejde. Hun fungerer i den forbindelse som facilitator, træner og proceskonsulent og faciliterer workshops og kurser, der leder til læring og kompetenceudvikling for ledere og medarbejdere.

Marika har i 15 år hjulpet både offentlige, private og internationale organisationer. Se hendes hjemmeside

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *