Meetafy.dk
Ledelse & personlig ledelse

6 gode råd: Krisen kalder på taknemmelighed, nye vaner og mindre stress

6 gode råd: Krisen kalder på taknemmelighed, nye vaner og mindre stress

Historisk set er der efter hver krise opstået mere taknemmelighed og lykke. Tid til refleksion og forandring har altid været en mangelvare – men ikke under en krise som lige nu.  Det er en oplagt mulighed at udnytte øjeblikket til at ændre dårlige vaner, få bedre arbejdsmetoder og mindske stress. Ja,måske bliver vi endda mere taknemmelige.

Flere indlæg om taknemmelighed:
Sig tak – øg produktiviteten og skab arbejdsglæde 
Sådan får du den irriterende kollega ud af din seng

Jeg har i mange år undervist i adfærdsdesign. Adfærdsdesign handler ganske simpelt om at ændre menneskers adfærd. Det er dog noget af det sværeste, da vi er vanedyr og oftest gør, som vi plejer – uden helt at tænke over det. Det skyldes ofte to ting:

  • At vi ganske enkelt har for travlt og ikke føler, at vi har tid til at ændre vores dårlige vaner.
  • At vi mennesker ikke er egentlig bevidste om, hvorfor vi gør, som vi gør. Vi er flokdyr og følger bare flokken.

1. Bryd vaner – hop ud af hamsterhjulet nu

Corona-krisen byder på mange bekymringer, men også muligheder, hvis vi er modige nok til at gribe dem. Og måske endda får lyst til at sige tak bagefter.

Lige nu er en fantastisk chance for at hoppe ud af hamsterhjulet og gøre noget anderledes. Vi har en sjælden mulighed med tid til at tænke over, hvordan vi kan gøre tingene bedre og smartere i fremtiden og lave en plan for at få implementeret de nye vaner.

Helt oplagt er, at mange i årevis har oplevet at bruge meget tid på møder, som ikke alle er effektive hele tiden. Alle erkender problemet. Ingen har overskud til at prøve at ændre denne struktur. Men med hjemmearbejde under Corona-krisen holder mange videomøder på Zoom eller Skype og finder ud af, at det faktisk fungerer rigtigt godt og ikke mindst: Er mere effektivt.

Det var måske ikke sket så hurtigt, hvis ikke krisen var kommet. Sandheden er at vi faktisk lige nu er i gange med at etablere en ny vane, som vi kan tage med os ind i hverdagen på arbejdet, når den engang indfinder sig igen. Og det er faktisk noget, vi kan være taknemmelige for.

Skab nye gode vaner sammen - arbejd smartere

2. Skab nye gode vaner sammen

Et andet oplagt problem at ændre på er stress og udbrændthed. De fleste ledere har prøvet at have med medarbejdere at gøre, som får stress og bliver sygemeldt. Men nu, hvor samfundet står samfundet stille, børnene ikke skal hentes og bringes osv., er der tid til at tænke nye tanker. Udnyt det! Måske opdager du, at der er noget at være taknemmelig for.

Jo, regningen, samfundet skal betale, er dyr, men den skal betales uanset, så vi kan ligeså godt få det bedste ud af det. Benyt derfor tiden som leder til at lægge strategier for, hvordan du kan hjælpe dine medarbejdere til at få nye gode vaner i arbejdet: Hvad kan I gøre smartere, bedre og nemmere – og måske være mere taknemmelige for det, I faktisk opnår?

3. Udnyt det mentale overskud optimalt

Endnu en klassisk udfordring er, hvordan vi udnytter vores mentale overskud bedst muligt. De fleste af os kan bedst koncentrere os om formiddagen. Måske er tiden nu til at tænke nye tanker om, hvordan udnytter alles mentale ressourcer bedst – både lederes og medarbejderes.

Netop fordi vaner tager tid at implementere, er det lige nu et fantastisk tidspunkt at implementere dem – inden samfundet åbner op igen. Se på, hvordan kan I undgå unødvendige forstyrrelser om formiddagen, så medarbejderne kan koncentrere sig og få lavet det vigtigste.

Kan I fx vente med e-mails til efter frokost? Eller lave en regel om, at I ikke forstyrrer hinanden unødvendigt om formiddagen? Placere opkald til kunder eller borgere efter frokost? Slå notifikationer og pop-ups fra og have en regel om, at alle mobiltelefoner er på lydløs?

Hvis du fokuserer på formiddagen, vil eftermiddagen nok ordne sig selv. De gode vaner fra tidsrummet 8-12 vil smitte af på eftermiddagen, og derfor vil medarbejderne ikke opleve, at de bliver kvalt i regler, hvis det ikke gælder for hele dagen.

Men vigtigst af alt er nok at sikre den gode stemning i afdelingen, når alle er tilbage. Al forskning viser, at jo mere trygge medarbejderne føler sig, og jo mere taknemmelige de er for deres arbejde og kollegaerne, desto mere effektive og tilfredse er de også.

4. Udnyt øjeblikket – vær taknemmelig

Historisk set har antropologer og sociologer konstateret, at der efter store kriser er opstået nye former for lykke og taknemmelighed i et samfund. Hvor der før en krise kunne være bekymringer om småting, har krisen i sig selv ofte været et wake-up call, hvor man fandt ud af, at mange af de bekymringer, man havde brugt mental energi på tidligere, faktisk havde været spild af tid.

Når krisen kradser, rykker den eksistentielle overlevelse tæt på. Mange er bange for at blive syge, miste en, de holder af eller miste deres arbejde. Disse store og mere livsessentielle bekymringer gør tidligere bekymringer mere ligegyldige.

Derfor er nu også et perfekt tidspunkt for at arbejde med taknemmelighed.

Det er videnskabeligt bevist, at hvis vi er taknemmelige, kan vi ikke producere stresshormoner. Hvis vi oplever taknemmelighed for små, simple ting i hverdagen og værdsætter en god kop kaffe, en sød kollega eller en opgave, der blev færdig, vil vores krop producere lykkehormoner og kan derfor ikke producere stresshormoner på samme tid.

5. Taknemmelighed smitter – start med dig selv

Taknemmelighed smitter også – lige som stress gør det.

Så sørg for at skabe en kultur, hvor I smitter hinanden med noget godt. Ikke alle har let ved taknemmelighed. Det er som en muskel, der skal trænes. Jo mere vi gør det, desto nemmere bliver det. Eller som Walt Disney engang sagde:

”Jo mere, jeg øver mig i at være taknemmelig, desto mere finder jeg, at der er noget at være taknemmelig for.”

Du kan hjælpe den taknemmelige stemning på vej, ved at starte med sig selv.

  • Du kan fortælle, hvor taknemmelig du er for din kolleger, familie og venner.
  • Du kan huske dig selv på, hvor meget du egentlig har at være taknemmelig for i dit liv og være nysgerrig på, hvordan ting du tidligere bekymrede dig om, nok har ændret sig under krisen. Nu er der nye og måske vigtigere ting at bekymre sig om, men der er stadig en masse at være taknemmelig for.
  • Skab din liste, hvad er du mest taknemmelig for? Hvad er det vigtigste i dit liv?

Måske kan vi komme ud af krisen, hvor vi sammen har skabt en kultur, hvor vi siger tak til hinanden og deler de ting, vi er taknemmelige for og på den måde gør samfundet til et langt bedre sted at være for alle.

Vi har brug for ledelse - især i krisetid

6. Husk! Vi er flokdyr og har brug for en leder

Jeg mener, at det er alles ansvar at sikre, at den gode stemning vender tilbage i organisationen, afdelingen og teamet efter krisen, men især lederen har et stort ansvar.

Medarbejderne har måske været bange eller pressede i perioden, men nu er det tid til, at lederen tager roret. Husk, vi er flokdyr, og alle har brug for en stærk leder til at lede dem igennem krisen og ud på den anden side.

Corona-krisen er en historisk situation, ingen af os har prøvet før, så det er okay, at lederen begår fejl eller er i tvivl. En stærk leder tør indrømme det og samtidig sætte sejlene for, at nu skal vi bruge erfaringen og muligheden til at få skabt noget godt og nyt.

Nej, alt bliver måske ikke det samme igen efter Corona-krisen, men forhåbentlig kan vi se tilbage på krisen og tænke, at der også kom noget godt ud af den. At vi er taknemmelige for, at vi greb muligheden for at få skabt nye vaner og få skabt en stemning i organisationen, så alle glæder sig til at komme på arbejde igen.

 

Rikke Østergaard

Rikke Østergaard er sociolog, foredragsholder, ledelsesrådgiver og forfatter til bøgerne 'Tak - der er altid noget at være taknemmelig for (2019)' og 'Sluk emhætten – træn din hjerne og træf bedre beslutninger' (sammen med Hjerneforsker Ulrich Kirk, 2016). Rikke Østergaard underviser på nogle af landets førende bestyrelses- og ledelsesuddannelser og er gæstelektor på bl.a. University of Sydney.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *