Meetafy.dk
Kommunikation

Podcast: Derfor er podcasting genialt for din virksomhed

Podcast: Derfor er podcasting genialt for din virksomhed

Lytter du til podcasts, eller har du eller din virksomhed en podcast? Podcasting er en genial måde at nå din målgruppe på og opnå troværdighed, tillid og synlighed på.

Hvis du selv lytter til podcast, kender du måske følelsen af at binge-lytte (at lytte til flere episoder af en podcast ud i én køre) tidligere episoder, fordi du nu har fundet en podcast, der taler til dig.

Det kan være, at indholdet interesserer dig, værten er underholdende eller, at du får adgang til unik viden.

Alle elementer skal gerne være til stede i en god podcast.

Podcast har potentialet til at nå ud bredt til folk i hele verden, der søger indhold inden for en bestemt en niche.

Formår afsenderen at informere, underholde og levere godt indhold kontinuerligt, opstår et særligt bånd mellem lytteren og afsenderen.

Hvad er en podcast?

Hvad er det nu, en podcast går ud på?

En podcast er lydfiler lagt på en abonnementstjeneste som Apple Podcast (iTunes), Google Play og Spotify.

Du kan lytte over mobilen, og når du har trykket på abonner, så får du automatisk de nyeste episoder (podcast-sprog for afsnit). Gratis.

Nogle podcasts ligger bag betalingsmure som ved Podimo og Mofibo, der så betaler podcastere for at være eksklusive, men ellers er der som udgangspunkt fri adgang.

Kampen om opmærksomhed

Måske lægger din virksomhed indhold i form af tekst, video eller billeder ud på de sociale medier. At lave godt gratis indhold er en fin måde at brande sig selv på og opnå synlighed.

Men i dag er det svært at fange folk ind i længere tid ad gangen, når vi er på en kommunikationskanal, der er skabt til at distrahere.

Hvis noget ikke fanger de første sekunder, så klikker vi hurtigt videre. Og ja, det gælder bestemt også podcasts.

Derfor er det en kunst at skabe fængende overskrifter, lokkende billeder og rammende indhold, der kan holde folk fanget lang tid nok til at høre, hvad du har at sige på de sociale medier.

Det står lidt bedre til på en hjemmeside, hvor brugeren højst sandsynligt har søgt et emne i søgemaskinerne og fundet denne artikel.

Men stadigvæk er den gennemsnitstid, der bliver brugt på et site sporadisk.

Fordybelse – på farten

Podcasting et medie, der giver mulighed for mere fordybelse.

Mange episoder varer 40 minutter (afhængigt af emne og målgruppe). Kan du forestille dig en person, der ser din virksomheds forproducerede video i sit feed på Facebook eller en hjemmeside og bliver hængende i over en halv time?

Nej, vel. Der skal der i hvert fald helt særlige greb til, som handler om interaktion og live streaming.

Men som podcaster kan du forproducere godt indhold og ramme folks øregange, når det passer dem. Du er med folk på vej til arbejde, under madlavningen eller i ventelokalet hos lægen.

Lydmediet er på lytternes præmisser. De kan indtage indholdet, når det passer dem og uden de store distraktioner. Ved at frarøve dem synssansen, træder de ind i et rum med fordybelse … hvis du vel og mærke formår at holde dem fænget gennem godt indhold.

Hvad skal du podcaste om? Her er nogle gode råd

Fra gab til tårer

Hvad skal du podcaste om? Hvis du som virksomhed kan se fordelene ved at podcaste, så er det vigtigt, at du arbejder med konceptet, før du begynder at optage.

Du må endelig ikke bruge podcasten til at sidde og opremse de forskellige tilbud fra virksomheden, eller hvorfor den er fortræffelig.

At interviewe direktøren om årets strategi er sjældent heller særligt oprivende. Lytterne gider ikke høre det, der kan stå i et personaleblad.

De vil have noget af værdi for deres tid.

Strategisk podcasting med hjerte

Hvordan skaber du så en podcast, der positionerer din virksomhed?

Du skal kigge på kernen. Hvilket løfte giver du? Hvad er det, som gør virksomheden til noget særligt? Og hvordan kan du vise det på den mest underholdende, fængende og informative måde, der gør, at lytteren får noget ud af at lytte med?

Sælger din virksomhed høreapparater, så vil vi høre personlige historier fra folk, der ikke kunne høre. Eller hvad med historier fra deres pårørende? Det er ofte de nærmeste, der gør opmærksom på, at der er et behov, og det er et følsomt emne. Det er dem, der tager med for at få ørerne undersøgt og … kan høre podcasts.

Og det må godt slutte af med, at I fortæller om jeres høreapparater og abonnementsordninger, men det skal helst ikke fylde mere end 5 procent af episoden.

Giv godt gratis indhold

Det kan også være, at din virksomhed sælger kurser i, hvordan du brænder igennem på en scene. Her skal du give dine bedste tips væk. Gratis!

Det kan virke angstprovokerende, men det er netop i din gavmildhed og at give noget af værdi og skabe forandringer hos dine lyttere, at de føler sig særligt tilknyttet til dit brand.

Så når du i outroen (slutningen) eller på et senere tidspunkt nævner dit kursus, så ved de, at de får noget af værdi.

Fordel som virksomhed

Hvis din podcast efterlader en følelse af at være mindre alene, så er du godt på vej til at skabe et uvurderligt tilhørsforhold til lytterne.

Og hvis du demonstrerer virksomhedens viden gennem tips og tricks, og det gør en forskel i lytternes liv, så er det også af stor værdi.

I senere artikler dykker vi ned i, hvordan du gennem strategisk podcasting engagerer lytterne, så de bliver medskabere, og du virkelig lærer dine potentielle kunder at kende.

Vi kigger på strategisk podcasting, og hvordan du kan arbejde med dit indhold og formidling og får lytterne over på din mailliste og skabe salg og loyale kunder.

Charlotte Heje Haase

Podcaster og forfatter Charlotte Heje Haase, fra www.dinpodcast.dk er selvstændig. Hun hjælper virksomheder og private med at dele deres stemme med verden igennem podcasts eller bøger. Charlotte har podcastet siden 2016 og hjulpet rigtig mange i gang med at podcaste. Hun er kultursociolog fra Goldsmiths College, University of London, gruppefacilitator, flowspecialist og historiefortæller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *