Meetafy.dk
Møder & facilitering

Sådan bringer vi mere nærvær ind i mødet

Sådan bringer vi mere nærvær ind i mødet

Når vi er nærværende, bringer vi det bedste frem i andre mennesker. Vi er også bedre til at lytte til andre, så de føler sig set, hørt og mødt. Når vi er nærværende, er vi mere åbne for andres input, feedback og refleksioner. Nærvær er på mange måder noget af det bedste, der kan indfinde sig på en workshop eller møde, men hvorfor er det så svært at skabe og fastholde?

Du har sikkert oplevet møder, hvor alle var nærværende, og hvor du bagefter er gået fra mødet med en opløftende energi og lyst til at arbejde videre med emnerne fra mødet. Du har sikkert også oplevet det modsatte, hvor fokus har været på at komme ud af mødet og videre til noget mere ”vigtigt”. De nærværende møder har stor effekt på resten af dagen, på jeres samarbejde og på din lyst til at deltage i det næste møde. Nærvær er på alle møder nyttigt, men det er samtidig vanskeligt at skabe.

Men hvad er de største faldgruber? Og hvordan navigerer du uden om dem, så du kan være nærværende til dit næste møde?

Når du er nærværende vil du træffe bedre beslutninger – både på den korte og den lange bane

Pressede situationer

Når vi er pressede, mister vi vores evne til at udvise indlevelse og medlevelse. Har du børn, har du sikkert oplevet at sige eller gøre noget over for dit barn – i en presset situation – som er helt urimeligt. Du har sikkert også undskyldt dig med, at du var presset, og at du dermed havde en kort lunte. Pres er individuelt. Det betyder, at de samme faktorer langt fra presser alle. Men når du er presset – på den måde, som du bliver presset på – så nedsættes din indlevelsesevne og din evne til at være sammen med andre, der befinder sig i smerte eller sorg.

Pres er individuelt. Det betyder, at det er op til den enkelte at restituere og komme ud af presset

Sagt på en anden måde; jo mere pres desto mindre nærvær. Da pres er individuelt, er det op til dig at forholde dig til, hvordan du møder op til mødet, så du er mere inspirerede end irriterende at være sammen med.

Brems, stop, stands mellem møderne

Hvis du går fra det ene møde til det andet, har du sikkert oplevet, hvordan du de første 10 minutter på møde 2 stadigvæk befinder dig i møde 1. Det tager nemlig tid for din fysiske krop, dine følelser og tanker at skifte scenarie, så det er vigtigt, at vi kan bremse, stoppe og standse op, når vi går fra det ene møde til det andet (eller fra det ene store emne på et møde til det næste). Din krop er den bedste indgangsvinkel til at bremse, stoppe og standse, og det kan gøres på flere måder.

Bevæg din krop, og skab en tydelig overgang fra det ene møde til det andet

Antilopen, der overlever et angreb fra et rovdyr vil – når det er på sikker afstand af faren – stoppe op og ryste sig. Det at ryste sig er dyrenes måde at træde ud af én situation for at være klar til den næste. Du kan derfor strække, ryste eller bevæge din krop for at minde dig selv om, at nu skal du i gang med noget nyt. Du kan også lave dybe vejrtrækning. Hvis du befinder dig et sted, hvor ingen kan se dig, så kan du med fordel skære ansigt. Det at skære ansigt, strækker musklerne i ansigtet, og du får lyst til både at grine og gabe. Alt sammen kan være med til, at du er klar til at gå ind i næste møde.

En er for lidt og 10 er for mange

Der findes mange teorier om, hvordan antallet af deltagere påvirker en workshop eller møde. Én teori siger, at hvis der er mere end 10 deltagere til et møde, vil der altid være én deltager, der er på et tidspunkt ”checker ud”, fordi tankerne flyver hen et helt andet sted.

Manglende nærvær betyder, at der kan eksistere undermøder på mødet, at det kun er dem, der taler højest, der får taletid, og at der vil være deltagere, der ikke kan se perspektivet med det, de andre taler om på mødet. Der er mange måder at undgå, at folk checker ud. Deltagergruppens størrelse, en god mødeleder, en relevant mødeplan samt stor inddragelse er vigtige parametre.

Den gode mødeleder samt inddragelsen af deltagerne bidrager til øget nærvær

5 tips: Sådan får du mere nærvær på mødet

Hvis du har deltaget i et møde og tænkt: ”Hvorfor har vi møde om det her?”, ”Hvad er det egentlig for et problem vi er ved at løse?” eller ”Hvad laver jeg dog her?”, så er det sikkert fordi, mødet mangler perspektiv.

Manglende perspektiv gør, at vi mister fokus og dermed nærvær. Det betyder bunker af spildtid og uproduktive møder. Der er flere teorier eller holdninger til, hvordan man skaber et godt perspektiv på et møde, og der er forskel på fremgangsmåden, afhængig af om der er 6 eller 60 deltagere.

Hvis du vil skabe et stærkere perspektiv på dit næste møde, så kan du eksperimentere med følgende:

1. Besvar HV-ordene

Forklar HVORFOR mødet afholdes, HVAD der skal laves under mødet, HVORDAN mødet kommer til at foregår samt HVAD emnerne på mødet ELLERS kan anvendes til.

2. Afdæk forventninger

Forklar dine forventninger til deltager samt hvad de kan forvente af dig.

3. Forklar udbytte

Forklar hvad udbyttet, målet, produktet, værdien eller resultatet skal være, når mødet er slut.

4. Sæt fokus på gevinster

Forklar hvilket problem I skal løse samt hvilke GEVINSTER der er ved at løse problemet samt hvilke TAB man undgår at opleve ved at løse problemet.

5. Gentag tidligere succeser

Forklar hvordan I tidligere har løst lignende problemer, samt hvordan det så skal gøres fremover – enten ved at gentage succesen eller ved at gøre noget helt andet.

Der er rigtig mange måder at skabe perspektiv på. Med det rette perspektiv vil du have flere nærværende deltagere til mødet.

Når du er nærværende, er du langt mere inspirerende at være sammen med. Når du ikke er nærværende, er du mere irriterende at være sammen med. Når vi er sammen med andre, der ikke er nærværende, kræver det store ressourcer at fastholde sit eget nærvær, mens det er langt lettere at finde ind i sit eget nærvær, når andre møder op og er nærværende.

Det gode nærvær smitter og styrke både kreativiteten, indlæringen og produktiviteten. Rigtig god fornøjelse med dit næste nærværende møde eller workshop.

Flemming Christensen

I mere end to årtier har Flemming Christensen sat den originale, autentiske og passionerede leder på dagsordenen. Internationale virksomheder har via THINK ABOUT IT fået øje på kombinationen mellem business excellence og personal excellence. Flemming Christensen integrerer anerkendt psykologi med moderne teorier om ledelse og teamarbejde samt filosofi og er blandt de førende eksperter inden for Enneagrammet. Han har uddannet ledere hos bl.a. Lundbeck, Novo Nordisk, Novozymes, Danske Bank, Grundfos, Top Danmark m.fl. Han er desuden forfatter til mere end 14 bøger og driver portalen Enneagrammetnextlevel.dk 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *