Meetafy.dk
Konferencer, events & møder

Mødeteknologi øger ROI

Mødeteknologi øger ROI

Hvordan undgår man kedelige møder? Hvordan øger man udbyttet af sine møder og konferencer? Metaanalyser af forskning inden for digital deltagerinvolvering viser spændende muligheder.

Death by PowerPoint

Vi har alle prøvet at deltage i et kedeligt møde, hvor vi følte, vi spildte vores tid så meget, at vi ønskede os væk derfra. Endeløse slideshows og enetaler er den sikre vej til Death by PowerPoint. Forskning har vist, at vi som voksne kun er i stand til at holde fokus på et selvvalgt emne i ca. 20 minutter. Derefter sætter tankeflugten ind, og vi begynder at søge adspredelse.

Digital adspredelse

Adspredelsen har vi som regel lige ved hånden i form af en Smart-enhed. En telefon, en tablet eller bærbar computer, der i høj grad stimulerer lysten til adspredelse. Se blot hvordan spillet Pokemon GO har lokket teenagere ud fra værelserne og gjort dem fysisk aktive.

Dine mødedeltagere er også afhængige af den ubevidste stimulering, Smartphonen giver. Som Smartphonebruger har de nemlig højst sandsynligt udviklet nomofobi – en ubevidst angst for at være uden mobilkontakt. Undersøgelser1 i ind- og udland har vist, at 61procent af de mandlige brugere har symptomerne, og 70 procent af kvinderne.

Et nyt neurologisk fænomen er endda udsprunget af nomofobien, nemlig det såkaldte fantomvibrationssyndrom. Måske kender du det. Det er, når du mærker, at mobiltelefonen vibrerer i lommen – uden at den rent faktisk gør det. Vibrationer, vi tror, kommer fra telefonen, men som er ”falske” nerveimpulser. De skabes af forventningen om, at der snart er en besked til dig, og den udløses af en berøring et sted på kroppen eller f.eks. en lille friktion mellem jakke og bluse.

Til møder og konferencer kommer nomofobien til udtryk, så snart dine deltagere keder sig. Så tager de nemlig telefonen eller iPad’en frem for at kigge på den.

I det konsulenthus, hvor jeg er ansat, har vi lavet vores egen lille uvidenskabelige undersøgelse af det, og vores observationer er ret entydige; hvis dine gæster keder sig, kigger de på telefonen eller iPad’en op til hvert 7. minut i stedet for at følge med i indlægget.

Men heldigvis kan deltagernes trang til at kigge på skærmen, vendes fra uopmærksomhed til interesse for dit arrangement.

Inddrag teknologien – den øger ROI af dit arrangement

Fra den pædagogiske forskning ved vi, at flere forhold er vigtige for at kunne fastholde deltagernes opmærksomhed, men det vigtigste af alle forhold – nøglen til det gode arrangement – ligger i deltagerinvolvering. Bruger du moderne teknologi til involveringen, slår du to fluer med et smæk.

Deltagerinvolvering ved hjælp af mødeteknologi holder dine gæster til ilden. Hvis du bruger teknologien som adspredelse på det rigtige tidspunkt i dit arrangement – ikke for meget, ikke for lidt – og i kombination med andre facilliteringsteknikker, skaber du mere værdi af dine arrangementer for din virksomhed og dine gæster, end uden brug af teknologi.

Flere metaundersøgelser2 på området opremser disse fordele ved at bruge digital deltagerinvolvering:

  • Deltagertilfredsheden øges
  • Deltagerne lærer mere
  • Deltagerne bliver bedre til at anvende læringen i praksis
  • Deltagernes udbytte stiger med mere end 60 procent.

Alt i alt ret interessant. Prøv f.eks. lige at sammenholde resultaterne med Phillips ROI-model, som anses for et af de bedste bud på, hvordan man kan beregne Return On Meeting Investment.

De fire trin i Phillips ROI-model, som leder til beregningen af ROI-værdien er:

  • Tilfredshed (Satisfaction)
  • Læring (Learning)
  • Anvendelse af læringen i praksis (Impact)
  • Resultat af implementeringen (Results)

Det er da ikke uinteressant, at digital deltagerinvolvering hjælper til at løfte overliggeren på alle de områder, der indgår i beregningen af ROI. Så alt andet lige er det et glimrende redskab til at øge ROI ved dine møder.

Kilder:

1 Nomophobia: 66 Percent Are Afraid To Be Separated From Cell Phones, Survey Shows, Huffington Post, 2012 – læs artiklen

2 Examining the benefits and challenges of using audience response systems: A review of the literature Robin H. Kay & Ann LeSage, University of Ontario Institute of Technology, Faculty of Education, 2009

Michael Leslie Pryner

Michael Leslie Pryner er rådgivningschef (Head of Advisory Services) i ConsensusOnline. Han har beskæftiget sig med eventplanlægning i mere end 20 år – blandt andet som koncerneventchef i Danske Bank. Michael har i mange år haft sin egen klumme om mødeteknologi i Møde- & Eventmagasinet og er Certified Meeting Professional (CMP) gennem den internationale organisation Meeting Professionals International, MPI. I 2016 blev han kåret af branchen til ”Front Runner of the Year” i forbindelse med Danish Meetings and Events Awards i DR Koncerthuset.

Comments

  1. Death By Powerpoint, skriver du … Vi kender det alle sammen, og selvfølgelig har Powerpoint eller andre lignende præsentationsværktøjer en del af skylden for dødsyge møder. Selv Prezi som mange spåede skulle forandre præsentationer for altid, gør det ikke alene (Nausea by Prezi) … MEN! Det handler for mig at se ikke om Powerpoint – det handler om alt det andet du skriver bagefter: Når arrangører og indholdsleverandører ikke tager deres publikum alvorligt (eller sig selv FOR alvorligt).

    Dér har moderne mødeteknologi også i min optik meget at byde på. Men også det kræver forstand og forståelse … Når mødeteknologi øger ROI, er det ikke fordi vi kan (bruge den), men fordi det giver mening (når vi bruger den rigtigt).

    Glæder mig til at se dig føre an videre frem!

    #scifimøder #ikkebareforsjov #bedremødererfremtiden

  2. Spændende oplæg, Michael. Og jeg er helt enig i, at deltagerinvolvering er een af hjørnestenene, når man skal designe læringssituationer, der understøtter deltagernes tænkning og refleksion sådan at indholdet sidder fast i hukommelsen.
    Men(!) jeg synes, det er vigtigt at understrege, at hvis man skal anvende smartphones til at inddrage deltagerne fornuftigt, så ligger der en vigtig opgave i at trawle alle de forskellige teknologier, der findes i en smartphone, og benytte dem, der vil aktivere ejeren bedst. Gyroskopet eller gps-en kunne fint understøtte aktiviteter, der hander om at bevæge sig – for eksempel – ud på en walk and talk, eller i et møderum, hvor man stemmer med fødderne.

    Som oplevelses- og interaktionsdesigner kan jeg se en væsentlig udfordring, når for eksempel konferencer ønsker at anvende services fra den store beholder med titlen ‘moderne digitale kommunikationsteknologier’ – og det uanset, om man bare opfordrer folk til at tweete undervejs, eller om man bruger en konferenceapp, som tillader afstemninger og real-time evalueringer af tracks og talere. Den udfordring kan rummes i spørgsmålet: Gør vi det for at levere skræddersyet støtte til den enkelte session/taler/aktivitet, eller for at støtte oplevelsen og involveringen i hele konferencen (som består af alle de førnævnte dele). Jeg har med mine ti år på internationale forskningskonferencer og tech-events kun set eksempler på det sidste, og resultatet er et – undskyld udtrykket – et lidt fesent lag af overfladiske og ikke særligt relevante tweets, fotos af maden og afstemningsreultater, som er ligegyldige. Det kan godt være at det teknisk set *er* deltagerinvolvering (for det er det), og faktisk også er med til at manipulere min oplevelse af arrangementet over i en positive ende af skalaen fordi “ih, hvor kommunikerer vi bare smaddermeget” (for det gør det sandsynligvis), men der er sgu ikke meget *kvalitet* i den kommunikation.
    Så – og dette spørgsmål er lige så meget til mig selv som til dig, Michael:) – hvordan hylen vælger/sammensætter/anvender vi moderne digitale teknologier som enten støtter (kvalitets-)deltagelsen og oplevelsen af den overordnede begivenhed *og/eller* understøtter de mange enkeltstående faglige aktiviteter, som den overordnede begivenhed består af?

  3. Meget relevante kommentarer fra både Hans og Mie. Vi skal bruge teknologien med omtanke og ikke bare for at signalere “vi er åh, så moderne, eller med på den nyeste mode”.

    Brug af mødeteknologi skal give nytteværdi for både deltagere og mødeejer, men alle der har været med til at planlægge et arrangement, hvor man er flere om at beslutningsprocessen, ved godt, at slutresultatet godt kan afvige en del fra de oprindelige intentioner med arrangementet. Især hvis ikke der er en stærk tovholder på projektet, som kan minde interessenterne om, hvad hensigten var med at implementere teknologien i arrangementet.

    Vi oplever i hvertfald ofte i vores konsulenthus, at mødeejere ofte inspireres af vores idékatalog og køber ind på nogle gode idéer om, hvordan det kan “friske” deres arrangement op. De inspireres af mulighederne for at øge ROI ved hjælp af mødeteknologien og forsøger at implementere redskaberne i et program, der næsten altid bliver så tætpakket, at der skal hugges en hæl og klippes en tå i processen. Det går så ud over de oprindelige intentioner og pludselig står de (og vi) tilbage med et værktøj, hvor kunden kun har fastholdt basisfunktioner som f.eks. afstemninger og Q&A.

    Det kan opleves som “et lidt fesent lag af overfladiske og ikke særligt relevante tweets, fotos af maden og afstemningsreultater, som er ligegyldige” for nu at citere Mie. Og tro mig, vores ambitioner som leverandør af den slags løsninger rækker absolut længere end det. Men vi oplever altså også, at små skridt som at gå fra håndsoprækning og idéudveksling via PostIt-sedler, til digitale afstemninger, løbende digital opsamling af spørgsmål fra alle deltagere (og ikke kun dem, der tør tage ordet foran en forsamling), kan flytte et tradtionelt arrangement i meget positiv retning.

    Så lidt kan altså også være godt.

    Min erfaring er, at brugen af mødeteknologi optimeres, når det sker i samarbejde med en rutineret moderator eller mødeejer, som er bevidst om, hvilke mål der er med arrangementet og hvilket mix af faciliteringsprocesser og virkemidler, der skal til, for at nå målet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *