Meetafy.dk
Ledelse & personlig ledelse

Karrierepar – sådan får I den karriere og det familieliv I ønsker

Karrierepar – sådan får I den karriere og det familieliv I ønsker

Karrierepar: Et godt personligt fundament er vigtig for et godt lederskab. Som leder bliver du udfordret på mange måder og er i hele tiden i spil. Den vigtigste grundpille i et godt lederskab er dit eget fundament. Og her er balancen mellem karriere og parforhold/familieliv essentiel – ikke mindst hvis I er et karrierepar, hvor I begge har godt gang i karrieren.

Jeg har i mange år arbejdet med ledelse og lederudvikling. I mine mange samtaler med ledernes fundment er udfordringen med karriere og familieliv altid et emne, vi arbejder med.

Ønsket fra såvel mænd og kvinder til en bedre balance mellem karriere og familieliv har været i fokus de seneste år. Vi kan tale om ”Den balancerende mand” og den ”Nye Erhvervskvinde”, som to nye ledertyper, der ønsker at få både karriere og familieliv til at fungere. (Se eventuelt min bog ”Work Life Balance 2.0”, Gyldendal Business). Det er ledere, der insisterer på, at karriere og familie er et både/og – ikke et enten-eller.

Der er 3 faser i et karrierepars livscykle

Fase 1: De tidligere år

De første år af et parforhold er der, hvor parret har behov for at tage fat på et spørgsmål, der vil komme igen og igen gennem deres liv sammen som karrierepar: ”Hvordan kan vi strukturere vores liv sammen, så vi begge kan have en karriere og det parforhold og familieliv vi ønsker?

Fase 2: Midt i karrieren

Nu har i begge brugt mange år på at få opbygget erfaring, opbygge jeres forhold og familieliv og karriere.

De fleste oplever at vågne op en morgen med tanker om, om det liv man har nu, virkelig er det man ønsker. Går min karriere den rigtige vej? Er der noget i mit liv, jeg vil ændre? Du er i en fase, hvor retning i livet er et nøgleord.

Det er også her, de fleste skilsmisser sker.

Den 3 fase: Ændring i de sociale roller

Du er nu i en fase, hvor du ikke skal sparke karrieren i gang. Du er godt i gang. Du er heller ikke der, hvor børnene behøver dig i det daglige. De er flyttet fra reden. Din rolle i forhold til dem er nu en anden.

Mange oplever denne fase som en fase med tab. Tab af identitet. Tab af en kendt dagligdag. Der kan opstå et tomrum. Hvem er jeg nu? Hvad skal jeg?

Men det er også mulighedens fase. Hvordan skal den 3.alder være? Hvilket håndtyk efterlader vi os? Hvad er det så, at karrierepar gør, for at få det karriere og familieliv, de ønsker?

5 gode råd til karrierepar

Her er 4 gode råd

1. Karrierepar taler om deres forventninger til hinanden og deres forventning til karriere og familieliv

Der skal to til tango. Dette gælder også, når man skal have en karriere, et familieliv og et parforhold til at fungere. Man er nødt til at tale sammen, få afstemt forventningerne til hinanden og dermed også få talt om, hvordan man kan bakke hinanden op både i dagligdagen og i karriereudviklingen under hensynstagen til børnenes alder og behov.

Her er et par spørgsmål, der kan guide jer i dialogen:

• Hvordan skal vores psykologiske kontrakt være med hinanden?
• Hvad er dine forventninger til mig som din partner og omvendt?
• Hvilke værdier ligger til grund for vores familieliv?
• Hvor vil du gerne hen med din karriere? Hvor vil jeg hen?
• Hvordan støtter vi hinanden i at nå målet, uden at gå på kompromis med vores børns tarv?
• Hvilke roller har vi hver især nu og senere?

Der er mange karrierepar, der geare op og ned i deres karriere, så den ene i en periode er mere på hjemmefronten end den anden, og senere er rollen omvendt. Fundamentet er hele tiden respekt for hinanden og en dialog både på daglig basis og i de store beslutninger.

2. Sæt tid af til de små ting

Sæt tid af i kalenderen til de små ting. En frokostaftale med din partner. Fødselsdage, skoleafslutninger, ferier med videre. De skal ind i kalenderen, som en hvilken som helst forretningsaftale. De skal respekteres.

Men de ting, der virkelig gør en forskel, er den myriade af små, dagligdags oplevelser, man får med familien. Det daglige samvær med børnene styrker minderne.

Jeg husker blandt andet en direktør og far, der fortalte, at han altid kørte sin datter til skole og idræt. Det var et af de tidspunkter, han nød.

”Jeg har det lige som en kavalkade af små YouTube-videoer i mit hovede af vores samtaler, og alt det hun fortalte.”

En anden leder og far gearede ned i en periode, hvor det nu var hans hustrus tur. Jeg kan huske hans udtryk: Helle, det er den bedste prioritering. Vi er blevet fattigere, men lykkeligere.

3. Vær bevidst om, hvad der er vigtigt, og hvad der er ”indbildt” vigtigt

Der er mange gode grunde til at arbejde kan være vigtigt. Kender du det? Du kommer hjem efter en arbejdsdag, slapper lige af et kort øjeblik og vil så lige logge på igen?

For at få succes i længden med din karriere, parforhold og familieliv kræver det en bevidsthed om, hvad der virkelig er vigtigt. Ved at være skarp på dette, bliver du en bedre ledere og partner. Der er mange ting, der kan vente til du møder på arbejde igen, uden at forretningen bukker under. Der er sikkert også ting, du egentlig burde få uddelegeret, hvis du har det, som de fleste andre ledere.

Det skaber plads til andre gøremål og at være skarp i prioriteringerne. Det giver dig også en god mulighed for at være tilstede i det, du gør.

4. Prioriter og sæt grænser

Karrieren, parforholdet og familien er hele tiden under udvikling. Karrierepar arbejder bevidst med, at balancen mellem karriere og familieliv er under bevægelse. Det vigtigste er, at man kan mærke, at ens fundament stadig er der, og at fundamentet ikke er på vej til at skride væk under en.

Derfor springer vi straks op til punkt 1.

  • Tal om tingene
  • Tal om karrieren
  • Tal om familielivet og parforholdet
  • Ændr det, som skal ændres. Det er sådan, at du når godt igennem alle 3 faser af livscyklus for karrierepar.

Helle Rosdahl Lund

Med over 25 års erfaring inden for ledelse, organisationsudvikling og strategi er Helle Rosdahl Lund en anerkendt ekspert og rådgiver i ledelse, balanceret ledelse og work life balance. Helle etablerede i 2004 tænketanken Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv (CBAF) og modtog Årets Alumne fra Handelshøjskolen i Aarhus i 2006. Hun er en ofte benyttet ekspert og samfundsdebattør i tv, radio og øvrige medier. Hun er også en aktiv skribent og har bl.a. skrevet til Leading Capacity og Børsenes Håndbøger samt artikler til fagmedierne f.eks. HF Chefen og Ledelse i dag. Sammen med Kim Reich er hun forfatter til ledelsesbogen ’Work Life Balance 2.0’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *