Meetafy.dk
Møder & facilitering

Er et kompromis nu også det bedste, vi kan opnå?

Er et kompromis nu også det bedste, vi kan opnå?

It´s not good enough just to tolerate people who disagree with us.
We NEED people, who disagree with us!

– Arthur Brooks, TED Talk

Jeg har netop hørt en interessant TED Talk med Arthur Brooks omkring samarbejde og hæfter mig ved citatet overfor. Brooks har jo ret. Forskellige synspunkter er nødvendige for, at vi kan flytte os fagligt og som mennesker.

På vores møder har vi mange diskussioner om faglige problemstillinger, strategiske udfordringer, samarbejdet osv. Men overvej lige et øjeblik, hvornår du sidst er blevet inviteret til og fastholdt i at udforske og udvide dine argumenter for et bestemt synspunkt? Nej, det er ikke ofte, vel? Debatter af denne type har som regel to udfald:

  • Alle parter bliver stædige og bruger argumenter som: ”Det er jeg simpelthen ikke enig i!”, ”Jeg synes nu stadig, vi skal …” eller ”Som jeg lige har sagt, …”
  • Parterne lytter til hinandens synspunkter og finder lige så stille frem til en fælles løsning, de er enige om

Vi kan vel godt blive enige om, at der ikke er meget fremdrift i udfald 1), ikke? Så der vil den dygtige facilitator/mødeleder sandsynligvis bede parterne om at lytte til de andres argumenter og måske prøve at bygge bro mellem to (eller flere) synspunkter. Måske i jagten på udfald 2) – det gode kompromis.

Men er kompromis nu også det bedste, vi kan opnå?

Nej, det er middelmådigt – og måske endda forringende, hvis vi jagter et kompromis. Det er nemlig der, hvor vi lader vores individuelle synspunkter få mindre kant i forsøget på at tilpasse os de andre. Der ligger i kompromis, at de involverede parter laver gensidige indrømmelser, og dermed også, at et kompromis sjældent er lig med, at alle involverede parter får alt, hvad de ønsker.

Kan vi nå et bedste resultat end et kompromis?

Jagten på det nye fælles tredje

Jeg vil påstå, at vi ofte kan finde et fælles tredje udfald, som er mere end bare et kompromis. Thomas og Kilmann kalder det i deres beskrivelse af konfliktstile ’den samarbejdende konfliktstil’, hvor begge parter får dækket deres behov (Fra TKI Thomas-Kilmann Conflict Mode Instrument).

Via den samarbejdende konfliktstil kan vi sammen skabe mere nytænkning og få flere vinkler med, hvis vi altså formår nysgerrigt at udforske andres såvel som egne forskellige perspektiver, holdninger, synspunkter på en måde, så vi kan bruge vores individuelle faglige og menneskelige kompetencer til at bygge ovenpå og bevæge os ud i helt nye vinkler og løsninger.

Så en mulighed er at arbejde med et tredje udfald:

Når det, vi skal debattere er vigtigt for vores opgaveløsning, kan facilitatoren/mødelederen introducere vigtigheden af, at vi ser problemstillingen fra de mange forskellige perspektiver.

Det kan f.eks. iscenesættes ved at markere forskellige hjørner omkring bordet/i rummet, hvor vi i hvert hjørne sammen folder f.eks. et særligt perspektiv ud. Det kan være fire hjørner med hver sin faggruppe, der er en central aktør i opgaven. I hvert hjørne er forberedt spørgsmål som:

    1. Hvilke gode argumenter har denne faggruppe for, at vi skal vælge A frem for B?
    2. Hvilke ønsker og antagelser ligger der mon bag disse argumenter?
    3. Hvad er de mest sandsynlige argumenter, vi kan forestille os fra denne faggruppe?
    4. Hvorfor giver disse argumenter rigtig god mening?

Først når vi har udforsket alle kroge i de forskellige hjørner, er det tid til at begynde at samle trådene og beskrive handlemuligheder og idéer til løsninger, som kan bringe os videre i problemstillingen.

Vi oplever som regel her, at vi har fået noget større flyvehøjde på de idéer, vi får. Samtidig har ideerne også bedre sandsynlighed for at blive forankret hos de centrale aktører, fordi der i langt mindre grad er tale om ”kompromis” med gensidige indrømmelser.

Så, som Arthur Brooks siger: “Let´s not minimize the differences – let´s benefit from them

Jeg hører meget gerne dine erfaringer med at få forskellighederne markeret tydeligt.

Anne Mette Skovsen

Anne Mette Skovsen er ekspert i organisationsudvikling, kompetenceudvikling, design og facilitering af møder, workshops, temadage, konferencer samt understøttelse af forandringsprocesser. Anne Mette Skovsen er medstifter af konsulentfirmaet Modus+, som har specialiseret sig i implementering af bæredygtige forandringer i hverdagen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *