Meetafy.dk
Møder & facilitering

Derfor skal du tage et formålsløst møde

Derfor skal du tage et formålsløst møde

Formålsløst og uforpligtende er sjældent kvaliteter, vi forbinder med et succesfuldt møde. Men i det åbne og fordomsfrie møde med en fremmed – dvs. en jeg ikke kender – kan netop dét være en genvej til øget bevidsthed og livgivende latter.

Jeg træner min åbenheds- og opmærksomhedsmuskel jævnligt med formålsløse og uforpligtende møder med fremmede. Det kan lyde både uhøfligt og ubegavet at udtrykke det på den måde, men hæng på lidt endnu, så kommer pointen.

Investering og udbytte

Under mantraet ”What’s in it for me?” overvejer de fleste af os, hvad vi får ud af en given investering af vores tid. Vi begiver os sjældnere og sjældnere ud i noget uden et erklæret formål – uanset om der er tale benhårde forretningsrelaterede mål eller de mere bløde og nydelsesrelaterede i private sammenhænge. Vi ved som regel, hvad vi forventer at få igen.

Vores tid er kostbar, og vi ønsker at udnytte den bedst muligt. Det giver mening. Jeg praktiserer det selv. Men jeg er også åben for, at det ikke er alt, vi kan eller skal planlægge og forudbestemme. Så hvordan træner vi vores åbenhed? Hvordan udfordrer vi alt det, vi ved er rigtigt for os og bringer os selv i spil på nye måder? Jeg er optaget af at skabe situationer, hvor jeg er nødt til at nyorientere mig. En af måderne, jeg gør det på, er ved at gå ture med mennesker, jeg aldrig har mødt.

Træd ud af det velkendte

For snart syv år siden gik jeg mange ture og reflekterede over min væren i livet. Med tre børn, en mand og et arbejde havde jeg masser af menneskelig kontakt både privat og professionelt, så jeg manglede ikke noget socialt. Men jeg savnede at udfordre min tænkning og væren på et plan, der gik dybere end hverdagen.

Mange af de mennesker, jeg tilbragte tid med, var enten meget li’ som mig selv, eller kendte mig rigtig godt. Det var dejligt trygt, men også lidt forudsigeligt. Jeg længtes efter nye spørgsmål og nye svar. Noget uventet og overraskende. Jeg trængte til at træde ud af det kendte og ind i noget, jeg ikke vidste, hvad var.

På tur med en fremmed

Det gik op for mig, at jeg havde lyst til, at der gik en, som jeg ikke kendte, ved siden af mig, som jeg kunne tale med.  Én, som jeg ikke vidste på forhånd, hvad ville sige – og omvendt. Det blev starten på ’Tur med en Fremmed’.

I oktober 2010 inviterede jeg den første “fremmede” ud på en gå-tur. Lars hed han. Det magiske fra denne og efterfølgende ture er åbenheden og energien. Det er viljen til at dele og aktivt engagere sig i samtalens dynamik og kvalitet, der giver mig et kick. Jeg var blæst og begejstret. Høj. Inspireret.

Alle mine samtaler er fortrolige, men fra tid til anden, deler jeg mine refleksioner efter turene. Tankerne efter turen med Lars kan du læse her:  Tur #1 – En fucking flink fyr (Lars havde lige skrevet en bog om flinkhed).

Siden er det blevet til mange kilometer og mange samtaler. Samtaler om livet, og det vi fylder i det. Samtaler om, hvorvidt det, vi fylder i vores liv, også fylder os med liv. Samtaler om livsfylde. Samtaler om tid. Om valg og vendepunkter. Om kærlighed, kreativitet og længsler.

Det formålsløse og uforpligtende frirum

Og så tilbage til det formålsløse og uforpligtende, og hvorfor jeg mener, at det at gå en tur med en, man ikke kender og ikke ved nogen om, er både lærerigt og værdifuldt.

Jo, idet vi er så trænede i hele tiden at dosere, prioritere og planlægge, møder vi sjældent op uden forventninger. Vi har en intention og et formål. Vi kigger efter noget bestemt. Vi er ret hurtige til at vurdere, om mødet vil give os det, vi kommer efter. Og her risikerer vi at gå glip af det, der også kan opstå.

Rammerne for mine gåture med ’fremmede’ inviterer til præcis det modsatte, fordi vi ikke på forhånd ved, hvad vi kommer til at tale om, og fordi det ikke er meningen, det skal føre til noget.  Vi har de cirka to timer, turen varer – derefter skilles vi for sandsynligvis aldrig at mødes igen. Hvad vi skaber i det rum er fortroligt og helt op til os. I fællesskab. Det kan være dybt. Det kan være let. Tungt. Følsomt. Fjollet.

Hold møde i et uforpligtende frirum

Alene fokus på nuet

Min oplevelse er, at når vi ikke har forberedt os, og når alt ligger åbent, så har vi en sjælden mulighed for det, jeg ind imellem kalder et ”nøgent møde.” Uden forventninger er vi åbne for at udforske og byde ind.

Især synes jeg, at det er kraftfuldt, at rammen er, at vi ikke skal vurdere eller overveje, om vi skal noget med hinanden. OM vi skal ses igen. Det skal vi som udgangspunkt ikke. Det vi forpligter os over for er øjeblikket.

Vores vigtigste opgave er at være til, hvilket betyder at:

  • Der er kun dette nu – få det bedste ud af det (presence)
  • Tag det bedste med, giv slip og gå videre (non-attachment)

I det rum kan opstå fine momenter af stilhed, berigende indsigter og stor taknemmelighed over at få et blik ind i et andet menneskes verden – eller dele refleksioner fra sin egen.

Nedbryd barrierer

Mine gåture er et frirum, hvor jeg træner mine samtaleevner, styrker min lyttemuskel og skærper min bevidsthed. Det giver mig energi og en øget bevidsthed om min egen væren, som jeg bringer med mig i de andre sammenhænge jeg indgår i.

Mine gåture skal på ingen måde erstatte effektive og målrettede møder. Vi skal stadig bruge hinandens tid mest hensynsmæssigt og til det rette formål. Men jeg tror på, at ture med folk, vi ikke kender, kan træne vores åbenheds- og nærværs-muskel, så vi også i arbejdssammenhænge bliver bedre mødedeltagere.

Jeg tror, at vi i virksomheds- og konferencesammenhænge kan arrangere ture på tværs af afdelingsskel, der kan være en øjenåbner. Jeg er overbevist om, at barrierer nedbrydes med gå-ture, og at nye typer af samtaler opstår. Mine forslag til, hvordan du gør det, deler jeg i et indlæg her på Meetafy inden længe.

Hvem er du? Jeg er naturligvis meget nysgerrig på også at møde dig, som læser med her! Har du fået lyst til en gå en tur med mig? Så find mig her. Jeg vil glæde mig til at møde dig og høre, hvad du fylder i dit liv – og om det fylder dig med liv!

Sille Schirmer

Sille Schirmer står bag samtalelaboratoriet Schirmer Talks, hvor hun i samarbejde med virksomheder og organisationer bidrager til meningsfulde samtaler, der styrker relationer. Hun har udviklet samtalekort, der hjælper brugerne med at skyde genvej til berigende samtaler, og så har hun samtaleprojektet Tur med en Fremmed, været nysgerrig på sig selv og skiftende tur-makkere på lange, gående samtaler i både Danmark og USA. I Schirmer Kommunikationhjælper Sille Schirmer videnstunge B2B-virksomheder med at kommunikere vedkommende og modtagerrettet. Sille Schirmer er uddannet Cand. Comm. fra Roskilde Universitet og certificeret coach fra The Ford Institute i San Diego, Californien.

Comments

  1. Anne Mette Skovsen - 7. september 2017 at 15:51 - Svar

    Tak for et dejligt skub. Vi behøver ikke altid kende målet på forhånd – mødet med det ukendte kan give helt nye perspektiver.

    • Sille Schirmer - 26. september 2017 at 20:03 - Svar

      Ja, det kan det nemlig. Håber “skubbet” inspirerer dig til at gå en tur med en fremmed – eller på anden måde give rum til noget uventet “formålsløst.” 😉

  2. Ida Jørgensen - 7. september 2017 at 15:52 - Svar

    Kære Sille
    Jeg sagde det for år tilbage og jeg gentager det gerne – Tur med en fremmed er genial – og – lægger op til, at vi netop i de mere satte og forudsigelige fora i hverdagen såsom skolemøder, forretningsmøder og interne møder går anderledes til værks og træner i at tage en uforbeholdenhed og nysgerrighed med os ind i et nyt positivt og anderledes forum. Jeg glæder mig til at læse mere fra din hånd!

    • Sille Schirmer - 26. september 2017 at 20:07 - Svar

      Tak Ida, Altid dejligt med opbakning 🙂 Og ja, jeg tror jo også selv på, at der er “noget at hente” selv – eller måske netop især – når formålet ikke er at hente noget bestemt. Oprigtig nysgerrighed, nærvær og autencitet kan noget, som vi ind imellem skal skabe nogle alternative rammer for at sætte i spil. Tur med en Fremmed er ét bud på, hvordan vi kan gøre det.

  3. Hej Sille
    Det giver rigtig god mening at arrangere ture på tværs af afdelingsskel. Sjovt med at mødes og gå tur med en fremmed. Også opdage, at vi ikke er så fremmede alligevel.
    Nogle af de mennesker jeg har mødt som ved første øjekast virkede meget fremmede, viste sig at overraske mig – og efter en åben snak, havde vi meget tilfælles på et dybere plan. Glæder mig til at læse mere fra dig.

    • Sille Schirmer - 26. september 2017 at 20:02 - Svar

      Tak for din kommentar Kristine. Det er præcis en af mine tilbagevendende oplevelser fra mine egne ture – at uanset hvem jeg møder, så har vi rigtig meget til fælles som mennesker, hvilket vel i virkeligheden er ret… menneskeligt. Og ja, det med at gå på tværs af afdelingsskel – sådan helt bogstaveligt – arbejder lige pt med at realisere i praksis, og der er bare så meget god viden at hente og dele på virksomhedsniveau. At mødes med andre end dem du lige plejer at mødes med kan bidrage til de uformelle netværk som styrker virksomheden og dialogen – og arbejds- og hverdagsglæden ikke mindst.

Skriv et svar til Anne Mette Skovsen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *