Meetafy.dk
Kommunikation

Brug fiskemodellen til at skabe fortællinger med engagement

Brug fiskemodellen til at skabe fortællinger med engagement

FORTÆLLING: Gode fortællinger er effektfuld kommunikation. Forstå hvordan du kan låne begreber og metoder fra fortællingens verden.

Jeg elsker fortællinger, der tager mig med ind i en anden verden. Digte, rim og remser, der fremhæver en pointe, samtidig med at ordene vækker en følelse i mig, som løfter mit mentale fokus op fra konkrete problemstillinger til et mere reflekterende niveau, som for eksempel Henrik Wergelands lille tekst:

”Hellere vove et terningekast
End at sygne hen i sin stue
Det er vakrere at høre en streng som brast
end aldrig at spænde sin bue”

Det er ikke avancerede pointer, men det er effektfuld kommunikation. Hvis vi vil være bedre til at kommunikere i vores professionelle liv, er det oplagt at låne begreber og metoder fra fortællingens verden.

Sprog der skaber associationer

Den engelske taleskriver Simon Lancaster siger, at vi skal bruge historier og billeder, når vi ønsker at få folks opmærksomhed. Han siger også, at studier viser, at når studerende sidder til almindelige forelæsninger på universitetet, har de en lavere hjerneaktivitet, end når de sover! Se Simon Lancasters TED TALK her

Overraskelsen

Forestil dig, at I er 15 personer i lokalet og starter med en klassisk præsentationsrunde. Der er 10 andre før dig. Du har for længst stemplet ud, men pludselig – som et lyn fra en klar himmel – laver facilitatoren om på rækkefølgen og spørger en helt tilfældig i rummet, om vedkommende vil præsentere sig som den næste.

En form for overraskelsesangreb, netop da du var gået i dvale. Angrebet får dig til at fokusere, for det viser sig pludselig, at du kunne være den næste helt tilfældigt udvalgte.

Ifølge Lancaster er dette én måde at få folks opmærksomhed på – ved at gøre noget uventet, og selv en så lille ting kan udløse en mængde kortison i kroppen og hæve hjernens aktivitet fra dvale til ’Jeg skal yde noget’-tilstand.

Aktiver hukommelsen

Med ovenstående historie har jeg forsøgt at skabe associationer i din hjerne.

Med få ord har jeg tegnet et billede af et møderum, og alt efter hvem der læser historien, vil det møderum se forskelligt ud, ligesom de mennesker, man forestiller sig, vil være forskellige. Men billederne, som er skabt i din hjerne, vil åbne for en dør, der øger dine muligheder for, at du kan huske, det du har læst eller hørt, fordi det giver din hjerne mulighed for at relatere det til noget velkendt, skabe en stemning og dermed også vække følelser i dig.

”People will forget what you say, they will forget what you do, but they will never forget how you make them feel” Maya Angelou

Det er altså klogt at benytte sig af billedsprog og fortællinger samt simple overraskelsesmetoder, hvis du vil have opmærksomhed og skabe engagement.

 

Fortællinger med fiskemodellen

Fiskemodellen

Indledningen

En helt klassisk model for opbygningen af en tale eller historie er fiskemodellen. Den beskriver, at når du fortæller en historie, skal du have fisken til at bide på. Du skal viderebringe noget indhold, og din historie eller fortælling skal ’slå med halen’ til sidst. Meget gerne ved at referere til noget, du sagde i starten.

Indledning: Start med at fortælle dit publikum, hvorfor du selv er engageret og motiveret for emnet – gerne med en beskrivelse af en personlig oplevelse. Jo mere du kan vise dit personlige engagement og ’gi lidt’ af dig selv desto bedre. Det kan for eksempel være historien om din mormor, der hjalp med at gemme forfulgte jøder under anden verdenskrig. Det kan også være et digt eller en sang, som understreger de pointer, I skal arbejde med.

Budskabet

Kroppen i din fortælling fokuserer på, hvad det er, du gerne vil have folk til at gøre – dit indhold for dagen, måske nogle faglige pointer eller vigtig ny viden i forhold til budskabet. Det kan også være selve mødet, I gennemfører, hvis det er indledningen til et vigtigt møde, du har forberedt.

Plask med halen

Plasket med halen er lige så vigtig som at få folk til at bide på krogen i indledningen. Det er her, du vil have dit publikum til at reflektere, og med et smil på læben genbesøge, hvad det var for en rejse, du fik dem med på i indledningen. Hvad skete der egentlig med din mormor dengang under krigen? Og hvordan vil du gerne have, at dit publikum tænker? Skal I også være med til at sikre, at den sidste flygtning når i land i Sverige?

Hvis du ikke er vant til at arbejde bevidst med fortællinger i dit arbejdsliv, kan det måske føles fjollet eller uprofessionelt i starten. Men det kan gøre en afgørende forskel for den måde, du kommer igennem med dine pointer. Og så husk at: ”Det er vakrere at høre en streng som brast – end aldrig at spænde sin bue”

God fornøjelse

 

Solveig Hvidtfeldt

Solveig Hvidtfeldt er optaget af at få mødet mellem mennesker til at skabe mening og værdi og har en særlig interessere for kommunikations betydning for måden, vi bliver forstået og mødt af vores omverden. Solveig er medejer af konsulenthuset Good Company og har stor erfaring med undervisning og facilitering i offentlige og private organisationer. Hun brænder for at vise, hvordan både medarbejdere og ledere kan bruge hinandens forskelle på en positiv måde, så summen af kompetencer bliver stærkere end de enkelte dele lagt sammen. Solveig har en master i Gender and Cultural studies og i Kommunikation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *