I skolen sætter man børn i 0. klasse til at visualisere, hvornår man er en god ven. Jo, fordi der er mange måder at være en god ven på, og fordi det udvider børnenes fælles forståelse af, hvordan det er at være en god ven, for hinanden. Men når voksne diskuterer på mødet, går alt for mange ord tabt. Hvorfor? Fordi ord er ord, men ikke bliver omsat til en fælles forståelse, til noget visuelt og konkret, vi kan huske længe bagefter.
For nogle år siden var jeg grafisk facilitator i forbindelse med en forandringsproces i en større organisation. Afdelingslederne skulle mødes med det formål at redefinere organisationens mål og værdier. Det var en proces, hvor mange forskellige perspektiver og synspunkter blev bragt på banen for at finde fælles fodfæste om nye mål og værdier.
I løbet af processen skulle de i projektgrupper beskrive deres kultur og adfærd for fremtiden.
Visualiseringen af forandringsprocesser
Under gruppearbejdet gik jeg fra rum til rum for at skitsere samtalerne. Det var samtaler uden filter, som gav et ærligt og åbent indblik i de ønsker, der var for fremtiden. Jeg oversatte samtalerne til tegninger, som siden blev taget med i den videre udviklingsproces; nemlig at udvælge de budskaber, som blev til værdiplakater for de nye mål.
Tegningerne hjalp ledelsesteamet med at fastholde og huske det, de havde talt om i gruppearbejdet. De blev brugt i plenum til en fælles gennemgang af diskussionerne. Alle genkendte det, de havde sagt. Samtidig konkretiserede tegningerne samtalerne, så det var tydeligt for den enkelte, hvad der var kommet ud af gruppearbejdet – også selv om man ikke havde været der.
Til slut valgte ledelsesgruppen, hvilke værdier og adfærd de ønskede at fremhæve på værdiplakater. Det var lettere for gruppen at udvælge værdier ud fra tegningerne frem for, hvis de kun havde haft en masse noter i tekstform.
Værdiplakaterne blev trykt og hænger i dag i virksomhedens foyer. Det er blevet det nye fælles virksomhedsmanifest, som bl.a. bruges i kommunikationen mellem medarbejdere og ledelse.
Jeg har tegnet mig gennem hundredvis af møder, hvor tegningerne understøtter processen, men også fremmer resultatet og den fælles forståelse. Her er det blevet mere og mere tydeligt for mig, hvordan tegninger fungerer som et agilt procesværktøj. Tegninger er et redskab til at oversætte den ustrukturerede, frie samtale. Hvorfor? Fordi tegninger kan konkretisere, samle vores fokus og navigere i det væld af input, vi alle byder ind med til møder og konferencer.
5 grunde til at visualisere mødet
- Møder er nok den største tidsrøver, vi har på vores arbejde. Tegninger kan hjælpe os til at fokusere, få en fælles forståelse og dermed øge effektiviteten af de møder vi har, fordi vi ganske enkelt når hurtigere i mål, end hvis vi alle kun skriver noter på et papir.
- Tegninger gør, at vi husker det, vi har talt om længe efter. De fleste kan f.eks. tydeligt huske det essentielle fra samtalerne, der ligger bag værdiplakaterne, og dermed kan nye fælles mål langt nemmere blive omsat til handling.
- Tegninger øger kreativiteten og nytænkningen på møder, fordi vi ganske enkelt kan se de andres perspektiver i tegningerne.
- Tegninger mindsker konflikter, fordi det flytter fokus hen på, hvad vi ser på tegningen frem for vores egne fortolkninger af, hvad de andre siger. Når vi er konkrete, sker der ganske enkelt færre misforståelser.
- Tegninger gør os bedre til at lytte og forstå andre perspektiver, fordi vores synsvinkel, aftaler og mål bliver tydelige for alle. Vi undgår at tale forbi hinanden, fordi man bliver tvunget til at illustrere og konkretisere sit budskab, så det ikke kan fortolkes på flere måder.
Enig! Illustrationer er et effektivt værktøj. Meget velskrevet, Kristine
Tak
Mig skal du jo ikke overbevise – jeg har bestemt erfaret at det virker! Visuel kommunikation er bare noget der huskes!