Meetafy.dk
Konferencer, events & møder

3 afgørende spørgsmål kursisterne stiller til dit evalueringsskema

3 afgørende spørgsmål kursisterne stiller til dit evalueringsskema

Når du ved, hvilke spørgsmål kursisterne stiller til dit evalueringsskema, kan du præsentere og udforme dit skema, så flest muligt vil svare på det.

Skrevet i samarbejde med Ida C.R. Jakobsen

Når du ved, hvilke spørgsmål kursisterne stiller til dit evalueringsskema, kan du præsentere og udforme dit skema, så flest muligt vil svare på det.

Du har netop afholdt et kursus. Det vil du evaluere, for du ved, at der er værdifuld viden at hente i kursisternes evalueringer. Viden, der kan hjælpe dig med at skabe endnu bedre kurser fremover.

Derfor sender du et evalueringsskema til deltagerne straks efter kurset.

Da du går evalueringerne fra kursisterne igennem, har du desværre kun modtaget ganske få besvarelser. Nu står du i en situation, hvor det er svært at skabe et overblik over tendenser ud fra få besvarelser.

De få besvarelser betyder også, at du har spildt tiden. Både den tid, du selv har brugt på at lave evalueringsskemaet, og den tid, som de få respondenter har brugt på at besvare det.

Kursisternes 3 spørgsmål

Hvis du skal øge antallet af besvarelser på dine evalueringsskemaer, skal du kende de tre spørgsmål, som kursisterne stiller sig selv, når de får et link til dit evalueringsskema.

Kursisterne spørger sig selv:

  1. Hvorfor skal jeg svare på det?
  2. Kan jeg svare på det?
  3. Gider jeg svare på det?

Vi vil nu gennemgå kursisternes spørgsmål ét for ét og vise dig, hvad spørgsmålene betyder for den måde, du skal præsentere og udforme dit evalueringsskema.

# 1. Hvorfor skal jeg svare på det?

“Hvorfor i alverden skal jeg bruge tid på det her?”

Det er det første spørgsmål, kursisten stiller sig selv, når hun åbner din mail med et link til evalueringsskemaet. Hun har haft en lang dag, og hun har andre og sjovere ting at tage sig til end at udfylde et skema.

Derfor skal du som det første i din mail gøre det tydeligt for kursisten, hvad hun får ud at evaluere kurset.

Det kan fx handle om, at kursisten kan:

  • give sin mening om kurset til kende
  • give tilbagemeldinger til evt. undervisere på kurset om deres indlæg
  • præge fremtidige kurser ved at give dig indblik i, hvilke dele af kurset som fungerer godt, og hvor der er plads til forbedringer
  • komme med ideer til nyt kursusindhold eller fremtidige kurser.

Du kan fx give en en voucher til kaffe og kage på kursusstedets café. Foto: Emily Morter, Unsplash

Styrk motivationen med en gave

Du skal med andre ord sørge for at gøre det meningsfuldt for kursisten at besvare dit evalueringsskema.

Du kan også overveje at styrke kursistens motivation til at evaluere kurset ved at tilbyde ham/hende noget mere håndgribeligt som tak for at bruge sin dyrebare tid på evalueringen.

Det kan være:

  • en voucher til kaffe og kage på kursusstedets café
  • rabat på et kommende kursus
  • ekstramateriale fra kursets underviser
  • et lod i en konkurrence om et gratis kursusophold.

En gave, som repræsenterer reel værdi for kursisten, styrker hendes motivation til at besvare dit evalueringsskema. Det skaber i sidste ende værdi for dig, fordi du får besvarelser nok til at få et kvalificeret overblik over, hvad kursisterne mener om kurset.

# 2. Kan jeg svare på det?

Det er lykkes dig at få gjort kursisten interesseret i dit evalueringsskema, og han/hun klikker på det tilsendte link og åbner skemaet.

Nu stiller han/hun sig selv et nyt spørgsmål: “Kan jeg svare på det her?”

For at kursisten skal kunne svare på dit evalueringsskema, skal to forudsætninger være opfyldt:

  1. Skemaet skal være tilgængeligt på alle kursistens platforme.
  2. Skemaet skal være let at forstå og muligt at besvare.

Gør evalueringsskemaet tilgængeligt

En stor del af dine kursister vil sandsynligvis læse din mail om evalueringsskemaet på deres mobil og åbne skemaet på samme enhed.

Ni ud af ti bruger internet på mobilen ifølge Danmarks Statistik, og der er flere, som går på nettet fra en tablet end fra en stationær computer.

Derfor skal du sørge for, at dit evalueringsskema er optimeret til både mobil, tablet og pc. Hvis du opretter skemaet på en surveyplatform a la SurveyMonkey, SurveyXact eller Google Forms, skal du vælge én, der understøtter alle enheder.

Evalueringsskema bør være optimeret til både mobil, tablet og pc. Foto: Rawpixel, Unsplash

Gør skemaet let at forstå og muligt at besvare

Lad os sige, at du har sikret dig, at dine kursister kan tilgå evalueringsskemaet fra alle enheder.

Nu skal du sikre dig, at skemaets indhold giver mening. At kursisterne kan forstå spørgsmålene, og at de kan finde passende svarmuligheder.

Det lyder måske banalt, men er en reel udfordring. Rigtig mange respondenter falder fra på dette stadie, fordi de ganske enkelt ikke kan besvare skemaet.

Nøglen til at undgå det er at sætte sig i kursisternes sted, når du udarbejder evalueringsskemaet. Tænk grundigt over, hvilke ord og formuleringer der giver mening for dem.

Tænk også over, hvad kursisterne kunne tænkes at svare.

Her er et eksempel:

Du vil evaluere på kursets fysiske rammer, herunder parkeringsforhold, og du formulerer et spørgsmål om det med tilhørende svarmuligheder. Husk at tage højde for, at nogle kursister kan have brugt anden transport end egen bil, og derfor har brug for en svarmulighed, der fritager dem for at tage stilling til parkeringsforhold, som de ikke ved nok om.

Brug mikrofeedback

Hvis du er i tvivl, så spørg: Ring til en tidligere kursist, eller invitér et par stykker til frokost for at bede om feedback på ordvalg i dit evalueringsskema. Metoden kaldes mikrofeedback og er vældig effektiv.

Dine feedbackgivere vil bl.a. kunne hjælpe dig med at rense evalueringsskemaet for:

  • kryptiske formuleringer
  • abstrakte begreber, der ikke defineres nærmere
  • utilstrækkelige svarmuligheder.

# 3. Gider jeg svare på det?

Du har nu sørget for, at din kursist har lyst til at besvare dit evalueringsskema, at hun kan tilgå det, og at hun faktisk kan afgive meningsfulde svar.

Men du kan stadig ikke være sikker på, at du får svar på alle dine spørgsmål. Din kursists har travlt, og hendes tålmodighed har en grænse.

“Gider jeg svare på det her,” spørger hun sig selv. Og hvis svaret er nej, kan hun så nemt som ingenting afbryde sin besvarelse.

Hold dit evalueringsskema kort

Jo kortere dit evalueringsskema er, jo mindre er chancen for, at kursisten når at kede sig og afbryder besvarelsen.

Vurdér derfor nøje, hvilke og hvor mange spørgsmål det skal indeholde. Spørg dig selv:

  • om spørgsmålene er relevante for det, du vil vide?
  • hvilke spørgsmål der er vigtigst at have med. Er der nogle spørgsmål, du ikke kan undvære for at få den viden, du har brug for?
  • du spørger om det samme flere gange.

Hvis du ender på over 20 spørgsmål, er dit evalueringsskema blevet for langt. Gennemgå da listen ovenfor igen.

Skab en god visuel oplevelse

En anden ting, du kan gøre for at fastholde kursistens opmærksom på evalueringsskemaet, er at arbejde med skemaets visuelle side.

Hav kun ét spørgsmål pr. side og brug brug gerne billeder og grafiske virkemidler til at gøre skemaet overskueligt og appellerende.

Et eksempel på et grafisk virkemiddel er en statusbar som den, der ses på billedet herunder.

Flere teknikker til gode evalueringer

Spørgeskemaer der virker – sæt modtageren i centrum

Vi håber, du føler dig bedre rustet til at lave et evalueringsskema, dine kursister kan og vil besvare.

Du kan læse om flere teknikker til at lave gode evalueringsskemaer og andre former for spørgeskemaer i vores nye bog, Spørgeskemaer der virker – sæt modtageren i centrum.

Charlotte Albrechtsen

Charlotte Albrechtsen er ph.d. Som selvstændig konsulent i Tovejs undersøger hun bruger-, kunde- og medlemsoplevelser ved hjælp af antropologiske metoder. Kunderne tæller bl.a. Dagli’Brugsen, Dansk Journalistforbund, SKAT og flere danske kommuner. Sideløbende underviser hun i metode og undersøgelsesdesign ved Syddansk Universitet. Charlotte har udgivet en række akademiske artikler og to fagbøger, senest bogen "Spørgeskemaer der virker - sæt modtageren i centrum".

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *