De dygtige ledere og projektfolk er nysgerrige på de forskellige billeder af en mosaik. Læs hvordan du inviterer forskelligheden indenfor.
Forleden faldt jeg over dette citat i en i øvrigt fremragende bog om Magrethe den 1. af Anne Lise Marstrand-Jørgensen:
”Ligegyldigt, hvor klog du er, er verden stadigvæk en mosaik af sten så små, at man knap kan se dem med det blotte øje. Stirrer man for længe, bliver man blind, blinker man et øjeblik, er alt forandret, når man igen kan se.”
Det er jo en ganske præcis beskrivelse af det, vi står med, når vi har med hverdagen at gøre. Især i arbejdslivet – hver eneste gang, vi arbejder på tværs af noget. Det kan være på tværs af afdelinger eller teams, på tværs af fagligheder eller på tværs af interesser. Ja, faktisk alle steder, hvor vi hver især møder mennesker, der tænker bare en smule anderledes end os selv.
En mosaik af sandheder
I alt det tværgående og komplekse er der så mange forskellige lag og detaljer i mosaikken, så ingen enkeltperson kan få øje på og favne det hele.
Men alligevel falder jeg tit i fælden – måske kan du genkende det? Nogle gange griber jeg mig selv i at tænke, at jeg har set og forstået, hvad en udfordring eller problemstilling handler om, og så skal jeg bare have overbevist de andre om, at jeg har ret. Jeg har sandheden. For jeg er jo klog!
Måske kender du også det med, at dem i den anden afdeling er en lille smule besværlige. De vil altid have tingene på en bestemt måde, og hvis de bare kunne ændre på deres arbejdsgange, ville det hele glide meget nemmere? (For dig altså…)
Når jeg fanger mig selv i den tilgang, er jeg nødt til at hive mig selv op ved hårrødderne og huske på, at der ikke findes én sandhed, men derimod en mosaik af mange forskellige lige gyldige sandheder. Altså ikke ligegyldige, men præcis LIGE SÅ RIGTIGE versioner og forståelser af situationen.
Her bliver det svært, for det udfordrer mig til at sætte mine argumenter på hold og gå i nysgerrigheds-mode. Stille spørgsmål og udforske – som en anden antropolog.
Og det gør jo lidt ondt ikke bare at få ret. Samtidig giver det også nogle gange følelsen af at være midt i en labyrint, hvor det ikke er så nemt at finde den rigtige vej at gå.
Men det er nødvendigt at gå direkte ind i labyrinten sammen med nogle, der tænker anderledes. Så kan vi i fællesskab udforske og finde langtidsholdbare løsninger frem for de halvdårlige quick-fix, jeg i min egen visdom (med snævert perspektiv) kan udtænke.
Et kollektivt ekkokammer
Så er det så simpelt, at vi bare skal lytte til de mennesker, der er omkring os?
Det skal vi bestemt, men vi skal altid være opmærksomme på, hvor mange perspektiver vi tilsammen repræsenterer.
Nogle gange samarbejder vi nemlig med folk, der tænker lige som os selv. Og jo længere tid, vi har arbejdet sammen på samme felt, desto mere er vi tunet ind på hinandens kanaler.
Hvis vi alle tænker for meget på samme måde, kommer vi nemt til at fungere som et kollektivt ekkokammer, medmindre vi passer gevaldigt på. For så er der jo ikke nogen til at udfordre vores forståelse af mosaikken, og dermed kommer vi grangiveligt til at overse nogle væsentlige vinkler og ende med dårligere løsninger og resultater.
Vi har brug for den forstyrrelse, der kommer fra folk med et andet perspektiv end vores.
Hvis forstyrrelsen ikke er stor nok i gruppen, fordi vi er for ens og konforme, er vi nødt til at strukturere os ud af det, hvis vi ikke hver eneste gang skal rende ned på gaden og finde nogle udefrakommende, der kan udfordre os (og i en travl hverdag kan det godt gå hen og trække en del på de i forvejen knappe arbejdstimer…)
En løsning kan være ganske simpel – 3 gode spørgsmål, vi kan stille os selv:
- Hvad er det, vi har overset, når vi nu er så enige alle sammen?
- Hvad er de gode argumenter for, at vi tager fejl/det ikke kommer til at virke?
- Hvad er de gode grunde til, at de andre ikke bare gør, som vi siger, når det nu er så simpelt?
Konflikten er det kreative rum
Kort sagt har vi brug for at invitere konflikten ind i vores midte, så vi kan være nysgerrige på de forskellige forståelser og virkeligheder. ’Åh, tænker du måske – konflikt… Det dræner mig for energi’. Jeg er enig så langt, at vi ikke har brug for at decideret skændes og ukonstruktivt udveksle argumenter. Men hvis vi forstår konflikter som Center for Konfliktløsning definerer dem, ligger det lige til højrebenet:
Konflikter er uoverensstemmelser, der indebærer spændinger i og mellem mennesker
Altså bare der, hvor vi er uenige om noget, der er vigtigt for en eller flere af os. Hvis jeg er uenig med dig, og det er vigtigt for mig, kaster jeg noget energi efter at synliggøre min verdensforståelse og hvad der er vigtigt for mig.
Når vi på en nysgerrig og konstruktiv vis kan udforske uenigheden, begynder vi at lære af og med hinanden.
Det kræver tryghed at melde uenighed på banen
Det lyder i grunden ikke særlig svært, men det kræver meget af os selv og af fællesskabet, for vi skal føle os trygge for at lufte uenigheder. Kulturen i vores team skal være båret af nysgerrighed, så vi bliver begejstrede, når vi mødes med andre vinkler eller noget, vi ikke selv har tænkt på. Husk den smukke mosaik. Det er et af de fire greb, Ken Blanchard fremhæver for velfungerende teams.
Et godt sted at kigge hen, hvis du vil have inspiration til at arbejde med teamet og jeres evne til at invitere forskelligheder ind, er Elisabeth Plums hjemmeside.
Amy Edmondson er aktuel med sin bog ’Den frygtløse organisation’, hvor hun arbejder med begrebet psykologisk tryghed. Hvis du vil have en forsmag, så brug godt 10 minutter på denne video:
Det er en helt særlig disciplin at arbejde bevidst med teamet, og hvordan vi spiller hinanden gode. Så hvis du vil udforske perspektiver sammen med mig, så giv endelig lyd. Så kan vi være nysgerrige sammen over en kop kaffe eller gåtur.
Hvornår får jeg styr på mosaik-arbejdet?
Det korte svar er: Aldrig!
Mosaik-arbejdet bliver vi aldrig færdige med. Det er en af de fantastiske ting ved at arbejde med mennesker og i det tværgående arbejde.
De dygtige ledere og projektfolk er gode til hele tiden at være nysgerrige på de forskellige billeder af en mosaik. De er gode til at forstå andre og tilpasse løsninger, der bygger bro mellem mangfoldigheden af sandheden. De evner at skabe følgeskab, så de får adgang til at udfordre de forskellige interessenters forståelse af sandheden. Så er der ikke så mange løsninger, der bagefter skal stoppes ned i halsen på folk for at implementeringen falder på plads.
