Hvorfor er der så stor opbakning til nye idéer, nye mødeformer, kreative, alternative møder, når fakta er, at vi ofte bare gør, som vi plejer?
Sådan lød spørgsmålet fra en direktør på et kursuscenter, som jeg interviewede for nylig. Hun havde lavet sin egen undersøgelse og spurgt en række mødebookere på en workshop: Hvad prioriterer I højest på møderne?
Til hendes store overraskelse (eller snarere skuffelse) lød svaret entydigt: Forplejning og AV-udstyr.
Hvaffor noget? Hvor på prioriteringslisten kommer ny inspiration til møderne?
Hvis man spørger fokuseret til produktudvikling inden for møder, så siger 9 ud af 10 adspurgte, at de prioriterer de kursussteder, som arbejder bevidst med at implementere nye idéer og produktudvikle. Det er på højde med den score de giver AV-udstyret?
Faktum er dog, at de møder, der rent faktisk bliver booket 9 ud af 10’ gange ligner de møder, som kursusstederne satte i søen for 20 år siden. Måske lige krydret med en økologisk frokostpause, som eneste forandring.
Har vi – når alt kommer til alt – rokket os ud af stedet? spørger en direktør i mødebranchen, som selv lever godt af at folk booker mødepakker, men bare gerne vil noget mere.
Handler det om pris eller vaner?
Så hvad mon afholder mødebookerne og kursuslederne fra at ruske op i vanerne og inspirere deltagerne på en ny måde, når nu mulighederne er der – og der er masser af dem?
- Er det prisen? Det var måske det sikre svar på alle (ulogiske) beslutninger og forklaringer (for dårlige valg) under den globale krise. Men nej, det er faktisk ikke prisen, der er den afgørende faktor.
- Skal årsagen måske findes i historik og vaner? Den globale krise tog meget luft ud af det ”at lege”. Krisen sendte et forkert signal om at ødsle pengene væk, når nu ”riget fattes penge” og så oven i købet i en tid, hvor EFFEKTIVITET blev stavet med versaler.
Måske var det ikke lige tiden til at stå ud fra mængden og bruge pengene på at ”afprøve” noget – hellere gå efter det sikre … Mon det kan være noget af forklaringen?
En anden forklaringen, ligger måske i de to små ord: ’Tør vi?’
Vi er i høj grad vanemennesker, som søger det trygge og velkendte i en travl hverdag. Vi vil være 100 procent sikre på resultatet af mødet – hellere spille det sikre kort end satse. Hvis vi tilføjer nye elementer så som samskabelse (et andet ord for moderne teambuilding), så kan man reelt ikke vide, om det nu går godt. Og så koster det jo ikke bare penge, men også ekstra energi at flette nye tiltag ind i sit materiale. Og det er der måske slet ikke tid til? Eller også er det ‘modstand mod forandring’, vi i virkeligheden kæmper med.
Det handler ikke om at lege
Men, men, men. Vi ved jo godt, at vi igennem nye tiltag, får nye og andre måder at anskue en given situation på. De fleste har faktisk også mærket, hvordan det at gøre noget anderledes ofte giver nye energi. Vi skal have fokus på ”måden”, vi oplever og samler indsigt. Hvis faconen er for traditionel, kan det næsten sløre for, at et ellers godt program lander rigtigt hos deltagerne.
Nej, vi går selvfølgelig ikke til møder for at lege, men en legende tilgang kan virke inspirerende og fornyende. Brug alle sanser – start eksempelvis dit møde i mørke og se, hvor meget din høre- lugte og endda følesansen kommer på banen og fortæller meget mere, end du ville have opdaget, hvis du havde haft muligheden for – som du plejer – at bruge øjnene.
Sandheden er, at det heller ikke behøver koste mange penge. Ved næste møde – så spørg om inspiration på kursusstedet – lad jer vejlede af veluddannede mennesker, der ved, at det at lave noget på en anden måde, er lige så inspirerende at lave, som det er at opleve!
First movere søges – hvad gør du for at skabe anderledes og inspirerende møder? Tør du bryde med vanens magt? Eller er du måske ramt af din egen indbyggede modstand mod forandring?
Det kræver mod at forny sig, og der er jo noget på spil, når man arrangere møder, kurser og konferencer – nemlig det, at det ikke kan laves om. Min erfaring er at gevinsten er større end frygten, og overvejer du noget nyt, så del dine bekymring med hotel, eller andre der laver arrangementer. Vi er mange der har mange års erfaring, og så kan det være at du ikke i første omgang skal tage et stort “forandringshop” men blot et lille hop, og det er helt ok. På den måde, så udvikler du og dine arrangementer sig. Tro mig en mødeplanlægger der udvikler sine arrangementer i trit med at deltagerne også gerne vil have nyt, er meget mere værd, end en der ikke gør.
Jeg har en teori om, at der er alt for mange af det, jeg kalder “plejer-møder” derude. Altså, ikke de planlægningsmøder el. lign., som vi holder for at få et projekt af en art på skinner….men den slags møder/konferencer, hvor vi samler en masse mennesker, fordi det gør vi i maj hvert år. Jamen hvorfor?? Jow, tja, fordi det plejer vi. Og “plejer-møder” bliver planlagt fuldstændig ligesom sidste år og året før det (og før det og…). Eneste forskel er, om det holdes på Slot A eller Herregård B. Og når man holder et møde uden at sætte sig for at gøre det, fordi det opfylder et mål, så er man heller ikke obs på at designe mødet, så tid, sted og måde understøtter formålet, og dermed gør man ikke noget ud over det sædvanlige og fx ser på, om formen skal være en anden end den plejer. Hvis vi begynder planlægningen af ethvert møde med at sætte os nogle mål og dernæst designer mødet, så ALT understøtter dette mål, så vil vi også se færre “plejer-møder” og mere innovation i mødebranchen.