Kan vi tilpasse os ihjel? Corona med læssevis af restriktioner får os til at tilpasse os til ensomhed og manglende inspiration. Hvad skal vi med et langt liv, hvis vi keder os til døde?
Corona-tiden har bestemt gode takter og lærer os at bo, leve og arbejde på nye måder. Til gengæld begynder arbejdspladsen ved spisebordet og de manglende samtaler med kollegerne at sætte sine spor på motivation og humør.
Denne artikel undersøger, hvad vi kan gøre for at bevare trivsel uden at tilpasse os ihjel.
Bliver vi for ensrettede? Er vi ved at tilpasse os ihjel?
Online møder, masser af arbejde, for nu kan man jo fordybe sig kun afbrudt af gåture i ensomhed. Det er svært at håndtere for mange. Flere får stress af arbejdsbyrden uden reelle pauser. Rygproblemer og myoser grundet dårlige arbejdsstillinger begynder at melde sig.
Det er ikke kun skolebørn og ekstroverte, der har det skidt hjemme i pipcellen.
Den underskov af små selvstændige – som er det, fordi det er deres passion, og fordi de elsker selv at stå ved roret – bidrager med produktion og skat på lige fod med andre virksomheder. De får imidlertid ikke samme del i støtteordninger og er i nogle tilfælde praktisk talt udsat for berufsverbot.
Ledighed og konkurser tjener ingen, så de må tilpasse sig eller gå til grunde.
Får vi fået skræmt folk væk fra at blive selvstændige med de skrappe restriktioner og støtteordninger, der er forbeholdt virksomheder med mange ansatte? Dem kommer vi til at mangle på et tidspunkt.
Kompetencer, der er nødvendige for selvstændige, er bl.a. opfindsomhed, improvisation, evnen til at fortsætte, selvom det ser sort ud. Viljen til at lære nyt, kærlighed til dem de hjælper, passionen for deres fag og evnen til at holde humøret oppe. Det er nogle af de talenter, som jeg vil tildele det passionerede lederskab.
Det er også kompetencer, som vi i høj grad har brug for nu.
Kan vi tilpasse os ihjel?
Ingen af os vil vel sige at vi decideret oplever at tilpasse os ihjel. Men vi mennesker er sociale væsener. I Danmark er vi også ordentlige og lovlydige. Så vi gør, hvad der bliver sagt. Den mur af frygtbaseret kommunikation om smitte, vacciner eller ej, gør, at vi straks retter ind.
- Holder os hjemme mest muligt
- Ser kun de samme få mennesker
- Deltager ikke i sociale forsamlinger
Men hvorfor skal vi leve længe, hvis det gør livet dødssygt?
Søren Kierkegaard taler om relationernes vigtighed for personlig trivsel og udvikling bl.a. med ordene: “At alt det vigtigste i livet er relationer, resten er bare detaljer”.
Vi trives bedst sammen med andre. Det er der, vi henter inspiration, får og føler omsorg. Vi griner sammen, spiser sammen … eller det plejede vi. Der var meget, som kunne løses med en kaffesnak og en bid brød. Nu står det hele i en kold email.
Det kan være meget hårdt at være alene, som enlig og decideret stressende at være enlig mor/far med hjemmeskolebørn. Vi ved fra historien og mange psykologistudier, at ensomhed og isolation er farligt for mennesker. I fængselsvæsenet er det en straf.
Vi har brug for berøring. Spædbørn dør, hvis de ikke bliver taget op, og voksne bliver ligeglade med sig selv. Berøring udløser kærligheds-hormonet oxytoxin, der får os til at føle velvære og ro.
Livet er ikke et problem, der skal løses,
men en virkelighed, der skal opleves.
Citat Søren Kierkegaard
Kilde: Wikipedia
Accept af det, som er, er første skridt i retning af at tage sunde valg. Sunde valg for os selv og samfundet. Det parkerer nemlig frygt og bekymringer.
Hvilken virkelighed har vi brug for?
Udgangspunktet for enhver rejse, er ståstedet nu. Det nytter ikke at købe billet fra København til Horsens, hvis man står i Nykøbing Falster.
Det er bare rigtigt svært at diskutere med virkeligheden.
Der er den synlige virkelighed, og så den indre. Der, hvor alt begynder. Alt begynder med en idé eller en følelse. Det gælder Storebæltsbroen. Det gælder, hvordan man vælger at tilpasse sig Corona-situationen.
Hvordan undgår vi at blive ensomme, mangle inspiration, blive modløse og kede os? Pænt mange bygger sig ud af problemet, kan vi se på byggebranchen. Men det kan blive en dyr lappeløsning på det reelle problem.
Hvad trænger du til? Mange ved det ikke.
Den nærende hverdag
Måske et lidt sjovt udtryk, men det handler om, at vi skal føle at livet nærer os og passer på os. Det gælder også i vores arbejdsliv. Det gælder relationen til os selv.
Det er vigtigt, fordi det er oplevelsen af livet og arbejdet, der rent faktisk tæller. Dvs. følelsen af at det er rart at være i sin krop. Den gør ikke ondt, og hjertet sidder ikke oppe i halsen, som kan være knuget helt sammen af stress og travlhed.
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det
aller latterligste at have travlt i Verden
Citat Søren Kierkegaard
Læs hele uddraget her: Københavns Universitet
I vores moderne samfund er det en personlig ledelsesopgave at sørge for trivsel. Også på hjemmekontoret.
Der er ikke noget i vejen med at give den en skalle, når deadline presser sig på, og/eller man er tændt på opgaven. Men bagefter skal man tage en pause.
Snup en morfar
Der er meget godt at sige om en morfar, middagslur, powernap. Kært barn har mange navne. Det skal helst være en pause uden skærm og meget gerne off-line.
The right word may be effective, but no word was ever as
effective as a rightly timed pause
Citat Mark Twain
Det er sådan, at vi forstår ting i pauserne. Vi har brug for at absorbere og forstå ordene, sammenhængene og ræsonnementerne. Det kan vi kun fuldt ud, hvis vi får ro til det. Fordelene er bl.a.:
- Du får mere energi
- Du bliver mere kreativ og iderig
- Du tænker mere klart
Jeg vil gå så langt som at definere manglende pauser som den mest effektive selvsabotage. Det er måden at undgå, at arbejdet får os til at tilpasse os ihjel på. Simpelthen, fordi vi får mentalt og fysisk overskud til at tænke i andre løsninger.
Mennesker har også brug for struktur og den grænseløse arbejdskultur er langtfra for alle. Også derfor er pauser vigtige.
Sådan kan vi undgå at tilpasse os ihjel
Men hvad kan vi så gøre for at undgå at tilpasse os ihjel. Sidste år så vi, hvordan folk stod på deres altaner og sang sammen. Programmet ‘Sammen hver for sig’ er nok et af de mest sete programmer på tv. Det er et eksempel på nytænkning i en tid, hvor vi har været tvunget til at begrænse samvær.
Det er vigtigt for os mennesker at føle samhørighed. Det er en kæmpeopgave for virksomhedernes ledelse og for den enkeltes selvledelse. Det er nemlig ikke nok at lægge ansvaret på chefen.
Vi skal selv bede om det, vi har brug for. Vi skal selv finde de løsninger, som er rigtige for os. Det er ren og skær selvomsorg, som er bydende nødvendigt.
Så hvad kan vi gøre?
- Hold dit møde som walk-and-talk med dine nærmeste kolleger
- Sæt grænser for arbejdstiden, så den ikke flyder sammen med fritiden
- Sid i stilhed, og lad tankerne tænke sig selv uden at beskæftige dig med dem
- Vær i naturen
- Tag en morfar
- Lav styrketræning
- Gør noget sjovt, selvom det er upraktisk
- Sammensæt en daglig praksis, der passer til dig
Djævlen er i detaljerne, siger nogen. Helt sikkert, men Englen er der også. Det er de små nærende valg i dagligdagen, som får livet og arbejdslivet til at føles godt.
Hvis vi adopterer kernekompetencer fra det passionerede lederskab, som for eksempel opfindsomhed og improvisation – der kun lykkes, når hjernen er frisk – kan vi sikre os mod selvsaboterede tilpasning.
Læs flere indlæg af Marianne Arnkjær
