Tiden skrider, og agendaen bliver ikke fulgt til dørs. Hvis der overhovedet har været en agenda. For det der med møder er da noget, vi ’winger’, ikke sandt?
Her er de tre former for optimisme, der går mest ud over kvaliteten og effektiviteten i dine møder.
’Vi når det nok’ optimisten
Tidsoptimisme viser allerede sit besnærende, men naive ansigt før mødets start. Især hos de deltagere, som lod foregående møde gå over tid i den tro, at de stadig kunne nå dette møde. De burde måske have set den komme, eftersom de havde fra klokken halv elleve til kl. 10.30 til at runde af og finde det nye mødelokale.
I de tilfælde, hvor der faktisk er en agenda, kan din indre tidsoptimist også lokke dig til at sætte 11 punkter på dagsordenen – velvidende, at vi kun har to timer og i øvrigt plejer at bruge 15 minutter på hvert punkt.
’Vi har ikke brug for en plan’ optimisten
Mange møder bliver dog faciliteret ud fra ideen om, at vi selvfølgelig ikke har brug for en plan. Særligt i mindre arbejdsgruppe-møder med få deltagere. Her er der mange optimister, der ankommer til mødet med agendaen: Jeg ’winger’ den bare.
For optimister handler et møde jo bare om at tale om tingene. Hvis der er noget, de er gode til, så er det at tale. Ja, faktisk har de fleste øvet sig siden, de var 2 år. Tale er derfor blevet en indgroet kompetence, som bliver tager for givet – ikke som et professionelt redskab, der skal udvikles og holdes ved lige.
Men hvad sker der med det, vi tager for givet? Det har det med at blive svækket i en travl hverdag, hvor rutinerne og brandslukningerne tager over. Med det resultat at vi nemt snakker derudad i stedet for at formulere os kort, præcist og ind til essensen.
’Alle kan bidrage så tosset de har lyst’ optimisten
Det bringer os til den tredje optimist, som især er farlig, når han eller hun har mødeleder-kasketten på. I kombination med de to første optimister har vi en lækker cocktail af en velsmagende omgang tomme mødekalorier.
For uden plan og med en tidsoptimisme, der lægger op til ubegrænset taletid, kan vi nemt starte i et mødelokale i Ballerup og ende på en ø i Thailand. Hjernen har det nemlig med at associere på det, der bliver sagt. Så når den ene mødedeltager har bidraget med en fascinerede omvej frem til sin pointe, vil alle andre have fået utallige – unødvendige – inspirationer undervejs.
Den optimistiske mødeleder tror på ytringsfrihed og vil ikke være lyseslukkeren, der stopper denne frie association. Tesen ser ud til at være, at hvis alle bare kan bidrage frit, så bliver det et godt møde. Ingen grund til at holde samtalen på sporet.
Pessimisme, ja tak!
Hvor opløftende det end kan være at være omgivet af optimister, så skulle vi måske byde lidt pessimisme ind i mødelokalet. For eksempel ved at sænke vores forventninger helt ned i knæhøjde. Her er lidt inspiration:
- Hav ingen forventning om, at dit møde bliver færdigt til tiden. Derved bliver det mere naturlig at afslå et møde, der starter lige efter.
- Regn ikke med, at der vil være en agenda. I stedet afsæt få minutter i starten af mødet, hvor alle kan reflektere over, hvad der skal prioriteres i mødet.
- Tro ikke, at folk kan stoppe sig selv. Del mødet op i time-bokses og mikro-deadlines, som tvinger alle til at fokusere. Dermed bliver de nødt til at formulere sig på det essentielle.
Hvad er dine bud på lidt sund pessimisme, når det kommer til de møder, som fylder så meget i vores arbejde?
